Angiveligt brød branden ud omkring klokken 7.30 tirsdag morgen. Tøjfabrikken Matrix Sweaters ligger på en af de øverste etager i en stor bygning i udkanten af Dhaka – hovedstaden i Bangladesh.
Fabrikken producerer bl. a. tøj for det store svenske firma H&M, der har adskillige butikker i Danmark. Var branden brudt ud blot en time senere, kunne det have haft katastrofale konsekvenser. For så ville de fleste af fabrikkens omkring 6.000 ansatte være mødt på arbejde. Så tidligt på morgenen var produktionshallerne derimod næsten tomme. Ifølge lokale medier kostede branden ikke menneskeliv, men flere personer skulle være kommet til skade.




























