Hver morgen sætter Winfried Kretschmann sig ind i sin ministerbil og sætter kurs mod sine kontorer i hjertet af Stuttgart. En god kilometer før ankomst forlader ministerpræsidenten bilen og sætter sig op på en cykel, så han, miljørigtigt og grønt, kan træde i pedalerne det sidste stykke gennem hovedstaden i delstaten Baden-Württemberg.
Her har den 67-årige Winfried Kretschmann regeret i 4 år for partiet De Grønne, og her står han som det største paradoks i tysk politik til at vinde en kanonsejr ved valget i den ellers mest grundkonservative af de tyske delstater på søndag.




























