I baghaven bag et stort gult hus midt i landsbyen Schnellroda blafrer det flag, den antiislamistiske bevægelse Pegida har taget til sig. Fanen, som egentlig blev skabt i modstand mod naziregimet under Anden Verdenskrig, folder sig ud i medvind op til morgendagens valg i tre delstater i Tyskland, der efter alle meningsmålinger at dømme vil føre Tyskland et skridt mod højre med en voldsom sejr til det tre år gamle parti, Alternative für Deutschland (AfD).
Hjernen bag det nye tyske højres gennemslagskraft, forlæggeren Götz Kubitschek, bor i det gamle hus, en over 700 år gammel riddergård, i delstaten Sachsen-Anhalt, hvor Alternative für Deutschland (AfD) ifølge meningsmålingerne står til at få tilslutning fra en femtedel af vælgerne i morgen. Institut für Staatspolitik, en tænketank stiftet af Götz Kubitschek, har forsynet partiet med råd, dåd, vejledning og taler i valgkampen, ligesom mange af Pegidas ideer kommer herfra.




























