Allerede for to år siden, før flygtninge blev det altoverskyggende tema i europæisk politik, sendte byrådet i tyske Ellwangen med borgmester Karl Hilsenbek i spidsen en invitation til verden.
Den velfungerende by med 24.000 indbyggere i den rige delstat Baden-Württemberg, hvor arbejdsløshed stort set ikke eksisterer, kunne godt huse 1.000 flygtninge med henblik på fremtidig integration og udfyldelse af ledige arbejdspladser, mente man og bød velkommen.




























