I dagevis har de asfalteret den hullede gade ude foran. Facaderne har fået en frisk omgang grøn og blå maling, og træer og buske er blevet trimmet. Det er ikke normalt i det forfaldne Havana, så gadens beboere i forretningskvarteret Vedado har for længst regnet ud hvorfor. Naturligvis kører Barack Obama denne vej, når han i dag indleder sit historiske officielle besøg i Cuba.
For gadens beboere bliver det en begivenhed uden sidestykke.




























