Det lignede en fest, men var begyndelsen til enden, da Angela Merkel tog imod Storbritanniens nye premierminister, Theresa May, med militærparade i bragende solskin i Berlin i går. Selv om dagsordenen for det historiske møde mellem to samtidige, kvindelige leder i Tyskland og Storbritannien, handlede om den uundgåelige skilsmisse mellem Storbritannien og EU, var tonen positiv og fremadrettet.
»Brexit er Brexit, og det kan ikke være anderledes. Men vi skilles ikke fra vore europæiske venner. Vi vil stadig have så tætte bånd til Tyskland og de andre lande i EU, og jeg er fast besluttet på at gøre Brexit til en succes for Storbritannien«, sagde Theresa May, da hun sammen med Angela Merkel stillede op til et kort pressemøde.




























