Angrib. Vær dig selv. Fyr rådgiverne. Læg en økonomisk masterplan. Her tre uger før det amerikanske præsidentvalg er republikanernes frustration og bekymring på kogepunktet, og luften over Washington fyger med gode råd om, hvad McCain bør gøre for at rette op på de dårlige meningsmålinger.
Kun én ting synes alle at være enige om: Noget må gøres, hvis republikanerne skal have en chance for at forblive i Det Hvide Hus. Tiden går, og som det fremgår af valgkortet til højre, bliver Obamas føring i meningsmålingerne mere og mere solid. »Jeg tror, at vi er ved et vendepunkt«, sagde Saul Anuzis, formanden for det republikanske parti i Michigan i weekenden.




























