Masser af god vilje, højstemte erklæringer – og relativt få konkrete planer.
Det vil efter alt at dømme være resultatet, når Syriens Venner mødes i Tunesien i dag.
Mere end noget andet er det internationale møde, som mere end 70 lande forventes at deltage i, udtryk for desperation for at finde et fælles internationalt fodslag i forbindelse med situationen i Syrien.
Desperation har der været i store dele af det internationale samfund, efter at Kina og Rusland tidligere på måneden nedlagde veto i FN’s Sikkerhedsråd.
LÆS OGSÅ Syriens venner kræver våbenhvile
Lige siden har situationen i Syrien forværret sig markant med regimets massive angreb på oprørerne i Homs, Hama og flere andre byer, og frygten for, at oprøret kan udvikle sig til en decideret borgerkrig, har spredt sig.
Det, der for knap et år siden startede som et fredeligt folkeligt oprør mod et diktatur, er blevet mere og mere voldeligt og minder i stigende grad om et sunni oprør mod det alevittiske Assad-regime – med alle de dystre konsekvenser med sekterisk vold, det kan få.
På randen af borgerkrig
I går konkluderede en FN-rapport, at Syrien nu er »på randen« af en borgerkrig, og at »fortsættelsen af krisen risikerer at radikalisere befolkningen, forværre spændinger mellem de forskellige grupper og erodere samfundets sammenhængskraft«.
Hvor galt det kan gå, skal man ikke længere end til nabolandet Libanon for at se.
Landet, der engang var kendt som Mellemøstens Schweiz, blev fra 1975 til 1990 flået fra hinanden i en borgerkrig, som det stadig kun delvis er kommet sig over.
Fokus på det humanitære
Mange frygter, at Syrien kan ende med at lide en tilsvarende skæbne, hvor interne fraktioner støttet af forskellige internationale aktører bekriger hinanden i årevis, og det er netop for at undgå et sådant scenarie og stoppe blodsudgydelserne, at det internationale samfund i dag træder sammen i Tunesien.
Men hvordan man rent konkret skal løse konflikten i Syrien, er stadig uhyre uklart.
Der er ingen vilje til en militær indgriben i det internationale samfund, og selv om både arabiske lande og USA i de senere dage har luftet tanken om at forsøge at bevæbne oprørerne – sådan som det skete i Libyen – er det meget usikkert, om der vil blive truffet beslutning om noget sådant på mødet i Tunis i dag.
Fokus vil formentlig i stedet være at finde en måde at få humanitær bistand frem til de værst ramte områder i landet.
Frankrig og andre europæiske lande har luftet ideen om med magt at skabe ’humanitære korridorer’ for at få bistanden frem, men selv et så forholdsvis beskedent indgreb vil i praksis være uhyre vanskeligt.
Syrien er 30 gange tættere befolket end Libyen, og hæren er fem gange større og langt bedre udrustet end Gaddafis. Selv om meget af Syriens udstyr er af ældre dato, vil det ifølge militæreksperter kunne udgøre en reel trussel mod vestlige fly.
Støtte til Den Arabiske Liga
Mere sandsynligt er det derfor, at mødet i Tunesien i dag vil resultere i yderligere international koordination af humanitær bistand.
»Noget af det, man vil se som resultat af mødet i morgen (i dag, red.), er konkrete forslag om, hvordan vi, det internationale samfund, vil støtte humanitære organisationer«, sagde en højtstående amerikansk embedsmand inden mødet i går.
Herudover vil der på mødet formentlig også være støtte til Den Arabiske Ligas plan om i samarbejde med FN at sende en særlig udsending til Syrien og muligvis enighed om at stramme sanktionerne mod Assadregimet yderligere.
Økonomiske sanktioner
EU har allerede bebudet, at man vil skærpe de økonomiske sanktioner mod Syrien på udenrigsministermødet i næste uge, og også USA og Den Arabiske Liga arbejder i retning af yderligere sanktioner.
Syriens økonomi er i dyb krise. Kursen på valutaen er halveret, siden oprøret brød ud for knap et år siden, og vestlige diplomater i Damaskus spår, at landet kan løbe tør for udenlandsk valuta i løbet af få måneder, så mange håber, at yderligere sanktioner kan presse regimet eller få dets centrale støtter i mellemklassen og erhvervslivet til at skifte side.
Intet af dette er derfor uvigtigt – og selve mødets afholdelse øger presset yderligere på præsident Bashar al-Assad og hans regering – men det overordnede problem forbliver, at det stadig er meget vanskeligt for alvor at tvinge regimet til indrømmelser, så længe det kan stå sammen, og Rusland og i mindre omfang Kina holder hånden over det.
Og på den front er der intet nyt.
Vestligt komplot
Ingen af de to stormagter forventes at deltage i mødet i Tunesien i dag, og det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Hong Li, sagde tidligere på ugen, at det internationale samfund må »respektere suveræniteten, stabiliteten og enheden af Syrien« – med andre ord holde fingrene væk.
Syrien selv har allerede inden mødet afvist det som et vestligt komplot med støtte fra Golfstaterne.
Så selv om mørkere og mørkere skyer trækker sig sammen over Assadregimet i Damaskus, der står stadig mere isoleret på den internationale scene, tyder alt på, at der er lang vej, før konflikten er løst.
Opbakning til Assad
Assad har stadig en stærk hær, regimet står indtil videre sammen og er stadig støttet af en betydelig del af befolkningen, der mere og mere frygter en blodig borgerkrig.
Så sent som i januar ønskede 55 procent af syrerne ifølge en meningsmåling foretaget af Doha Debates – en organisation finansieret af Qatar, der er en af Syriens største kritikere – at Assad skal forblive præsident.
Om støtten til Assad er dalet efter det uhyre voldsomme angreb på oprørerne, vides ikke, men regimet har helt åbenlyst ikke planer om at bøje sig, tværtimod. Og verden har indtil videre ikke nogen klar plan for at tvinge det til kompromis.
fortsæt med at læse
