Søvndal: Tålmodigheden med Syrien er slut

KRISELØSNING. 'Syriens Venner'-mødet i Tunis er blevet enige om at nu er tålmodigheden med Bashar al-Assad slut, siger udenrigsministeren.
KRISELØSNING. 'Syriens Venner'-mødet i Tunis er blevet enige om at nu er tålmodigheden med Bashar al-Assad slut, siger udenrigsministeren.
Lyt til artiklen

Assad-regimet har mistet enhver legitimitet og skal gå af så hurtigt som muligt, men verden vil ikke gribe militært ind i Syrien.

Sådan lød det overordnede budskab fra det internationale møde for ’Syriens Venner’, som 70 lande og internationale organisationer i går afholdt i Tunesiens hovedstad Tunis. Det budskab var Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal godt tilfreds med.

»Hovedbudskabet er, at tålmodigheden med Syrien er slut«, siger udenrigsministeren fra Tunis.

»Vi sender FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan til Damaskus. Det blev FN og Den Arabiske Liga enige om i morgen«, forklarer han.

LÆS ARTIKEL 'Syriens Venner' leder efter midler mod Assads overgreb

Deltagerne i det internationale topmøde om krisen i Syrien har været splittet i spørgsmålet om, hvor langt man skal gå for at standse Bashar al-Assad.

»Vi opfordrer til at indgå en våbenhvile og sende humanitær hjælp til Homs og andre ramte områder og sikre at de sårede bliver båret ud. Vi lægger maksimalt pres også på Rusland og Kina, så det bliver et samlet verdenssamfund«, tilføjer Søvndal.

Ikke flertal for militærindsats

Flere lande fra den arabiske verden ønsker at sende fredsbevarende styrker til Syrien. Men det kunne de ikke samle tilslutning til. Og det finder den danske udenrigsminister fornuftigt.

»Der er jo ikke nogen fred at bevare. Hvis regimet ikke ønsker en styrke, vil det blive et Irak i en ny udgave«, siger Villy Søvndal.

»Der er ikke nogen militær løsning, kun en politisk«, konkluderer han.

FACEBOOK

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her