Det lille belgiske firma Sirien, der primært lever af at sælge fartmålere til færdselspolitiet, optræder i en ny rapport fra Amnesty International, der dokumenterer, at europæiske virksomheder er involveret i en omfattende handel med potentielle torturinstrumenter. Firmaet fra Bruxelles har nemlig en bibeskæftigelse, der giver Amnesty International anledning til at nævne det på en ny liste over EU-eksportører af torturinstrumenter: Sirien eksporterer chokpistoler, som er forbudt i Belgien, til Tunesien, Algeriet og Marokko. »Det er politiudstyr, som er et alternativ til at skyde forbrydere en kugle i hovedet. De her chokpistoler redder liv, så det kan jeg ikke se noget problem i«, siger firmaets eksportchef, Erwin Lafosse:
»Kan den slags bruges til tortur? Jo, måske, lige så vel som en kølle, en telefonbog eller et badekar. Men man kan jo ikke forbyde alting«.
Lafosse understreger, at Sirien ikke sælger chokbælter fra samme firma i USA, sådan som Amnesty hævder. Han har ingen kvaler med eksporten af chokpistoler, som ifølge Sirien er fuldt lovlige, og som kun går til ordensmagten i de tre nordafrikanske stater – der »respekterer menneskerettigheder mere og mere«.
Hul i lovgivningen
Det er Amnesty International mildest talt ikke enig i. Organisationen offentliggør i dag en ny rapport, der anklager virksomheder og myndigheder i en række EU-lande for at udnytte en hullet europæisk lovgivning til at sælge potentielle torturinstrumenter rundt omkring i verden.
På trods af at EU i 2006 indførte regler om eksporten af politi- og sikkerhedsudstyr, der kan bruges til tortur, så fortsætter handlen ifølge Amnesty i vidt omfang.






























