Flere bangladeshiske aviser citerede i dag fejlagtigt minister Kalparanjan Chakma for, at han vil udbetale cirka 1,5 millioner kroner i løsesum til gidseltagerne. Pengene skulle ifølge aviserne komme fra entreprenørfirmaet Kampsax, hvor de tre bortførte ingeniører, Nils Hulgaard, Torben Mikkelsen og Tim Selby, er ansat. Ministeren betegner i aften på et pressemøde skriverierne som skadelige for forhandlingerne, og kilder tæt på myndighedernes forhandlingsgruppe betegner det som et massivt tilbageskridt, skriver fagbladet Ingeniørens internettjeneste. »Jeg håbede, at gidslerne ville blive frigivet efter alle de anstrengelser i de seneste dage. Søndag morgen sendte jeg en budbringer ind til gidseltagerne og forventede, at han ville komme ud med gode nyheder. Men artiklen har spoleret processen«, sagde Kalparanjan Chakma, der er minister for Chittagong Hill Tracts, hvor de tre ingeniører blev bortført for lidt over to uger siden.
Gidsler i Bangladesh slippes næppe fri mandag
Lyt til artiklen