Muslimsk trussel overdrives

Politiken onsdag: Centralasien har nået et kritisk punkt, hvor regimerne i de tidligere sovjetrepublikker må ændres radikalt, hvis folkelige oprør skal undgås, konkluderer en uafhængig internationale tænketank, Den Internationale Krisegruppe (ICG), i en ny rapport om regionen. Endnu har militante muslimske oprørere ringe folkelig støtte, men den øges især i Usbekistan på grund af brutal undertrykkelse af enhver form for ikke-statskontrolleret religiøs aktivitet og af alle former for kritik. Skærpet undertrykkelse og fattigdom øger også den folkelige støtte til muslimske oprørere i Kirgisistan og Tadsjikistan, altså i de tre lande, hvor militante muslimer er mest aktive i regionen. »Den reelle, men meget overdrevne eksistens af militante islamiske bevægelser bruges til at legitimere regeringernes undertrykkende metoder i Kirgisistan, Tadjikistan og især Usbekistan«, konstaterer ICG. Overdrivelse af faren bruges til at opnå accept fra vestlige regeringer af brutale metoder. Rusland overdriver Og Rusland overdriver faren for at fremme sikkerhedspolitisk samarbejde, der kan genskabe Moskvas tidligere indflydelse i området. Det er især angrebene ind i Kirgisistan og Usbekistan fra oprørsbaser i Tadsjikistan sidste år i august og ved samme tid i 1999, der bruges som bevis for en alvorlig islamisk trussel for hele regionen. Bag angrebene stod Usbekistans Islamiske Bevægelse (IMU), som er forbudt hjemme, men tillades husly i Tadsjikistan. Der blev sidste år kæmpet længe mellem oprørsstyrkerne og henholdsvis den usbekiske og kirgisiske hær, men i alt var der kun tale om højst 1. 000 oprørere, ifølge vestlige og lokale iagttagere. Fordomme om islam Ifølge ICG har fordomme om islam fået vestlige regeringer til i vidt omfang at tage påstanden om en islamisk trussel imod sikkerheden i hele regionen for gode varer. Fordommene har skabt »en vis sympati med centralasiatiske regeringer, der griber til autoritære midler«. Blandt andet USA har efterkommet usbekernes appel om hjælp til militær opbygning imod den påståede islamiske fare. Men alt, hvad der er gjort for angiveligt at imødegå en sikkerhedstrussel bidrager ifølge ICG i stedet til at skabe en sådan trussel. ICG opfordrer både regimerne og det internationale samfund til at indse, at demokratisering er det eneste, der kan sikre stabilitet i regionen. Påstande om, at de muslimske oprørere sikrer narkoens vej til Vesteuropa, er også brugt effektivt til at sikre regimerne vestlig støtte. Bønder undertrykkes Hele lokalsamfund drives i mellemtiden »i retning af støtte til den islamiske bevægelse«. Det gælder for eksempel i landbrugsområder, der stadig er underlagt kommunistisk kommandoøkonomi og krav om at sælge varerne til underpris til staten. I alle samfundsgrupper øges oppositionen i Usbekistan på grund af brutal behandling af oppositionen. »I Usbekistan og Centralasien generelt er den brede befolkning relativt passiv og tilbøjelig til at acceptere den etablerede politiske autoritet. Men siden regeringen greb til at slå ned imod hele familier til dens formodede modstandere, er det lykkedes den at vende mange imod staten«. Selv om grobunden for øget støtte til muslimske oprørere er bedst i Usbekistan, trækker økonomisk elendighed i Kirgisistan og Tadsjikistan i samme retning. Sammenbrud i Kirgisistans landbrug har også øget befolkningens følelse af at være svigtet af centralmagten og dermed støtten til oprørerne. Krigere fra Usbekistans Islamiske Bevægelse mødte således lokal kirgisisk støtte i den sydlige del af landet, da de gik til angreb sidste år. Kirgisiske imamer har fortalt ICG, at krav om at hylde regeringen som betingelse for at undgå forfølgelse også bliver stadig hårdere i Kirgisistan. Moskebesøg straffes Blandt de konkrete udtryk for undertrykkelsen i det værste af landene er dette: »Enhver ung mand i Usbekistan, som jævnligt går i moske eller klæder sig på en måde, som politiet opfatter som islamisk, kan regne med at blive tilbageholdt gentagne gange og bragt til afhøring om sine islamiske aktiviteter«. Der arresteres årligt titusinder, der anklages for statsfjendtlig religiøs aktivitet. De usbekiske myndigheder indrømmede for nylig eksistensen af regulære fangelejre, men internationale observatører nægtes adgang. »Imamer, som ICGs analytikere har talt med, sammenligner regeringens metoder med det tidligere KGBs«. Som i sovjettiden »føles sikkerhedspolitiet som allestedsnærværende, og det arbejder for at styrke den følelse, da indtrykket af at være overvåget i sig selv er en kontrolmetode«. Sovjetunionens sidste leveår under Gorbatjov og tiden umiddelbart efter selvstændigheden i 1991 bød imidlertid på så udstrakt frihed til at pleje og genopvække islam, at situationen ikke bare lader sig skrue tilbage. »Hovedparten af befolkningen er stadig ikke parat til at støtte nogen form for radikalisme«, hedder det i rapporten, der imidlertid påpeger, at det vil ændre sig, hvis undertrykkelsen af menneskerettighederne i regionen ikke ophører.