Orkesterplads til uendeligheden

Politiken fredag: Når den russiske rumstation Mir fredag morgen med sine 137 ton braser ned gennem Jordens atmosfære, rammer den Rusland på økonomi og moral, siger en af dens mange sørgende kosmonauter. »Jeg blev ikke troende af det, men min verdensanskuelse ændrede sig«. Det er Aleksandr Lasutkin, der fortæller. En livlig og sympatisk mand på 44 år, der siddende på en bænk i det russiske rumfartsmuseum fortæller både intenst og sørgmodigt om den rumstation, han opholdt sig på i seks måneder i 1997, og som i dag flyver sin sidste tur. Han har sin daglige gang på rumfartsmuseet, hvor han underviser børn i rumfart og astronomi. Opholdet på Mir bød på dramatiske oplevelser - men også på dybe tanker og overvejelser. »Vi ved alle på jorden, at verdensrummet er uendeligt, det lærer vi i skolen. Men dér oppe følte jeg uendeligheden. Jeg kiggede opad - uendelighed. Ned på den anden side af jorden - også uendelighed. Så tænker jeg: Hvad er det for noget, vi lever midt i, hvad er det her, hvem har skabt denne endeløse kæde af stjerner og galakser? Første gang jeg kiggede på det, blev jeg skrækslagen over mine egne tanker«. Aleksandr Lasutkin er ingeniør, mekaniker og kosmonaut, som astronauter kaldes på russisk. På Mir var han sammen med kaptajnen, Vasilij Tsibilijev, og på skift en tysker og to amerikanere. Under hans ophold blev den udrangerede rumstation ramt af en række alvorlige uheld, som hensatte verden i skræk. Aleksandr Lasutkin fortæller, at han, trods de mange uheld, ikke var bange deroppe. Tværtimod nød han hvert øjeblik: »Jeg så det mest overvældende nordlys strække sig 300 kilometer som en ildlue i rødt og blåt og violet op gennem atmosfæren fra Sydpolen. Jeg så en nat Nilen strække sig som en ildsprudlende kobraslange med deltaet som slangens hoved. Jeg så Grønland ligge uendeligt smuk ude i horisonten og vinkede hver dag til Europa. Jeg så Danmark to gange om dagen«. Ville ikke derfra Lasutkin var så glad for Mir, at han ikke ville derfra igen, da tiden kom den 14. august 1997. Og det på trods af en kæde af uheld. Det lykkedes ikke at koble Mir sammen med fragtfartøjet Progres M-33, og under sammenkoblingen med Progres M-34 skete der et sammenstød så voldsomt, at det punkterede et af Mirs moduler og forstyrrede stationens strømproduktion, hvilket førte til, at den i en periode kom helt ud af kontrol. Det fik daværende præsident Boris Jeltsin til at drage kosmonauterne personligt til ansvar, men efterfølgende blev de officielt renset for den påstand: »Der var store problemer, men jeg tog dem, som de kom, og var som ingeniør i stand til at takle dem og få rettet op på situationen. Jeg var på intet tidspunkt bange og ønskede ikke at tage tilbage til Jorden. Arbejdet med problemerne betød, at stationen blev en del af min egen organisme, så jeg ligefrem kunne fornemme, hvor noget gjorde ondt«. Det er med sorg og beklagelse, at Aleksandr Lasutkin i dag sammen med mange andre tidligere beboere på Mir sidder ude i det russiske rumcenter uden for Moskva for at følge dens nedtur. Jeg så en nat Nilen strække sig som en ildsprudlende kobraslange med deltaet som slangens hoved. Jeg så Grønland ligge uendeligt smuk ude i horisonten og vinkede hver dag til Europa«»Vi har tidligere hentet otte stationer ned, og da sørgede vi ikke, fordi vi altid vidste, at der ville komme en ny. Denne gang ved vi, at der ikke kommer en ny russisk rumstation. Det er så ærgerligt, for Mir fejler i princippet ikke noget. En rumstation er ikke en maskine. Den er et hus, en skal, med en masse apparatur stående inde i. Apparaturet kan udskiftes, og så fungerer det videre«. Ifølge Lasutkin kunne Mir have eksisteret videre i mange år. Problemet var blot, at regeringen ikke bevilgede penge til den nødvendige vedligeholdelse. Det betød, at man måtte reparere det gamle udstyr deroppe i stedet for at skifte det ud med nyt. Derfor alle problemerne, mener han. Og han mener, at skrotningen af Mir er en stor fejltagelse. Forkert prioritering »Man siger, at Rusland skal bruge pengene på sociale problemer, uddannelse og kultur i stedet. Men Mir var i virkeligheden en indtægtskilde. Den skaffede hundredvis af gode ideer, som senere er blevet udviklet at ingeniører, solgt for store penge og brugt til uddannelsen af unge mennesker. Skrotningen betyder tværtimod øget arbejdsløshed - masser af mennesker har levet af Mir i mange år, de er uden arbejde nu. Men værst af alt er, at skrotningen rammer Rusland på moralen og selvfølelsen«. Aleksandr Lasutkin mener, at det er meget godt med den nye fælles internationale rumstation, men det er ikke det samme som at have sit eget rumforskningsprogram og sin egen station. »Den internationale rumstation giver os ikke meget. Det er, som om udlændingene stopper os og beder os vente, til de har indhentet os. Den station giver os intet forskningsmæssigt, som vi efter 30 års rumforskning ikke vidste i forvejen. Vi ved, hvordan kroppen reagerer på lang tids vægtløshed, vi ved, hvad der skal til for at sende et menneske ud i rummet i flere år. De andre efterprøver blot vore resultater. Vi mister vores selvstændighed på området, og det er skidt«. Han indrømmer, at der ligger rester af koldkrigstænking i denne tankegang, men siger, at det samme fornemmer russerne tydeligt hos amerikanerne. Stadig på listen Aleksandr Lasutkin er stadig på listen over kommende deltagere i rejser til den internationale rumstation. »Jeg vil meget gerne flyve igen - jeg er endnu ikke for gammel, og, hvis skæbnen vil det, så kommer jeg også derop igen, men jeg ville hellere endnu længere ud i rummet. Til Mars. Der kommer rejser til Mars, men først om ti år, selv om vi sagtens kunne gennemføre det nu, hvis vi ikke spildte tiden med den internationale rumstation og i stedet tog udgangspunkt i de fantastiske resultater, vi har opnået med Mir«.