Politiken onsdag: Den danske ambition om at lukke flere lande ind i NATO får ekstra vind i sejlene, når USAs præsident George W. Bush i dag dukker op til det første NATO-topmøde, siden han blev præsident. Efter amerikansk pres vil NATO-landene nemlig love, at der bliver udstedt nye invitationer til alliancen på næste års NATO-topmøde i Prag, erfarer Politiken. Danske NATO-kilder betragter det som et klart fremskridt. »Det er lidt mere konkret end de formuleringer, NATO har anvendt hidtil. Det er første gang, at løftet om nye invitationer direkte bliver koblet sammen med topmødet i 2002«, siger en diplomat i NATO. Danmark arbejder hårdt for at åbne NATO for nye medlemmer, mens andre europæiske NATO-lande helst ser, at alliancen ikke lukker flere lande ind foreløbig. Blandt de mest skeptiske er store lande som Tyskland og Storbritannien, og de seneste måneder er der blevet talt stadig mere om 'nulløsningen', hvor ingen nye lande bliver lovet medlemskab i 2002. Tvivl om baltiske lande Derfor er det helt afgørende for de danske ambitioner, om USA ser ud til at arbejde aktivt for et større NATO. Men det er stadig højst usikkert, om Danmark kan få opfyldt sit varmeste ønske, nemlig at få de tre baltiske lande med på listen over nye lande. Rusland betragter det som en provokation, hvis NATO optager lande, der direkte var en del af det tidligere Sovjetunionen, og et land som Tyskland er ikke meget for at sætte sit gode forhold til Rusland på spil for at lukke tre småstater ind i NATO. Derfor er Slovakiet og Slovenien favoritter til at blive de næste lande fra den tidligere østblok, der får en invitation til at blive NATO-medlemmer. Rumænien og Bulgarien står også i kø, og med deres placering tæt ved krudttønden på Balkan kan der være gode strategiske argumenter for at lukke dem ind, selv om deres forsvar stadig ikke er kommet langt med omstillingen til de nye tider. De sidste to ansøgere er Albanien og Makedonien, som ikke har nogen realistisk chance for at blive inviteret indenfor i 2002. Polen, Ungarn og Tjekkiet blev som de første østbloklande optaget i NATO i 1999.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























