Sanktioner rammer Tyrkiet

Politiken tirsdag: Mens FN diskuterer mere effektive sanktioner mod Irak, stiger bekymringen i Tyrkiet. Tyrkerne frygter nemlig, at FNs sanktioner også vil gå hårdt ud over det økonomisk svageste og mest politisk ustabile område i Tyrkiet. Tyrkiet har været USA og det øvrige Vesten en loyal støtte i forsøget på at stække den irakiske leder, Saddam Hussein, men landet har samtidig mistet omkring 350 milliarder kroner i tabt handel med nabolandet Irak gennem det seneste årti. Det økonomiske tab er gået hårdest ud over Tyrkiets kurdiske befolkning. For Tyrkiet og andre af Iraks nabolande er fortsatte handelssanktioner over for Irak en uholdbar løsning. Forpligtelserne over for de udenlandske alliancepartnere og hensynet til egne borgere bliver stadig sværere at forene. I den støvede grænseby Habur - hvor handlen med dieselolie dominerer økonomien - forsvinder en lang kø af tankvogne ind i varmedisen. Nogle mænd er søgt ind i skyggen, hvor de sidder og drikker sød te. Dunsten af olie hænger tungt i luften. Bagdad tjener »Selvfølgelig vil vi hjælpe vores allierede, men der er grænser for, hvor langt vi kan strække os«, siger Abdullah Erin, viceguvernør med ansvar for grænseovergangen i Habur. »Alle her ønsker sanktionerne ophævet, så vi kan drive en fornuftig handel med vores naboer, ligesom vi gjorde før i tiden«. De tyrkiske chauffører køber dieselolie af de irakiske kurdere, der kontrollerer området på den anden side af grænsen. Kurderne køber selv olien af irakiske embedsmænd længere sydpå, og alle tjener på handlen. Dieselhandlen er den største indtægtskilde for titusindvis af familier i området. Problemet er, at denne handel er i strid med FNs handelssanktioner, og at styret i Bagdad tjener milliarder af kroner på den hvert år. Vestlige kilder siger, at Saddam Husseins søn Uday er blandt dem, der tjener mest på handlen. De mere målrettede sanktioner, som USA og Storbritannien har foreslået, har til hensigt at bremse den ulovlige indtjening, der i dag ryger i lommerne på højtstående personer i det irakiske magtapparat. De foreslåede sanktioner ville til gengælde lempe restriktionerne på mange civile produkter, der kommer ind i Irak via FNs olie for mad-aftale. Men samtidig vil USA og Storbritannien stramme våbenembargoen og slå hårdt ned på oliesmuglingen. Rusland er imod den nye plan og har truet med at nedlægge veto mod den i FNs Sikkerhedsråd. Rådet har netop vedtaget endnu en midlertidig forlængelse af de nuværende sanktioner, mens det diplomatiske slagsmål står på. Fattigt område For de anslået 50.000 tyrkiske chauffører, der fragter dieselolie over grænsen i nedslidte last- og tankvogne, vil det være en katastrofe, hvis handlen bremses. Der er ikke andet arbejde at få her i Tyrkiets fattigste og mest ustabile region. Mange lokale indbyggere mener, at de økonomiske trængselstider, der fulgte med sanktionerne mod Irak, var med til at fremprovokere den kurdiske opstand mod de tyrkiske myndigheder i 1990erne. »Folk er nervøse. De forstår ikke rigtig, hvad der foregår«, siger viceguvernør Erin. »De vil bare have en chance for at tjene til føden«. Pres Den tyrkiske regering er altså presset af befolkningen og er derfor begyndt at forberede en overgang til normale handelsforbindelser med Irak. Trods stærk modstand fra USA sendte Tyrkiet i år en ambassadør til Bagdad for første gang siden Golfkrigen i 1991, ligesom adskillige delegationer af erhvervsfolk har fået lov til at flyve til Irak for at drøfte fælles projekter. USA har lovet at overveje frontliniestaternes problemer, men amerikanerne har også strategiske grunde til være imødekommende over for Tyrkiets behov. De amerikanske og britiske fly, der patrujlerer over det nordlige Irak, benytter nemlig en luftbase i Tyrkiet, og den selvstyrende kurdiske region, som flyene søger at beskytte, er lige så afhængige af grænsehandlen med olie, som de lokale tyrkere er. USA og Storbritannien mener, at handel og sikkerhedspolitik er uadskillelige spørgsmål i tilfældet Irak, men den opfattelse er der stigende utilfredshed med i Iraks nabolande. Mange af indbyggerne i disse lande frygter, at de såkaldte målrettede sanktioner er et skridt i den forkerte retning. Ved grænseovergangen i Habur er diskussionen om den økonomiske situation mere konkret. »Hvis amerikanerne vil slås med Saddam, så lad dem gøre det«, siger Mehmet, en af chaufførerne. »De skal bare lade os være i fred, så vi kan passe vores arbejde«.