Økonomisk omstart i Jugoslavien

Politiken lørdag: Økonomisk øjebliksbillede. En almindelig formiddag i Jugoslavien først i juli 2001. Klokken er 11.42. I Beograd har nationalbankdirektør Mladjan Dinkic på et pressemøde taget hul på børsmægling for begyndere: Sådan køber man jugoslaviske obligationer i London. Jo, pengene betales i England, men lander alligevel i Jugoslavien. »Jamen, sådan er det«. I landsbyen Vranovo, 80 kilometer syd for de palæagtige direktionslokaler, klør landmand Cedomir Milenekovic sine to drægtige søer på ryggen. De seneste to måneder er prisen på store pattegrise faldet 12-13 procent til 80 dinarer (lige knap 10 kr.) per kg. Hvedeprisen er også i kælderen. I Pancevo, der nærmest er en slags forstad til Beograd, ser Ilovas fabrikschef, Milorad Dzelajlija, stolt på pakkemaskinen. Små 1.000 kg kaffe kan den absolut hjemmebyggede automatiske maskine - Storm P. ville have nikket genkendende - pakke om dagen, og det er lige i underkanten. Så der er brug for en ny. Fremgang Spørger man nationalbankdirektøren, går det fremad. Han regner med en økonomisk vækst på fem procent i år, en stabil finanspolitik med et underskud på højst tre procent af bruttonationalproduktet og et fald i inflationen. »Vi har liberaliseret næsten alle priser undtagen brød og mælk, og det har givet ekstraordinære prisstigninger. Det falder i lave igen, og inflationen vil de nærmeste år følge lønudviklingen«. Spørger man hos Ilova, får man en blanding af IT-samfund og u-land. På firmaets hovedkontor i Beograd er salgschef Mile Doncic ved at opbygge en hjemmeside, så kaffekunderne kan bestille via Internettet. Men ude i Pancevo er der ingen telefonstik og kommer det heller ikke foreløbig. »Vi har skam computere, men de kan ikke komme på nettet. Når vi rykker, siger de, at det behøver vi ikke. De ved godt, vi er på listen, men centralen er overbelastet«. Spørger man bondemanden Cedomir Milenekovic, var »det meget, meget lettere under Tito«. Selv pænt store landbrug har kun råd til at købe brugte maskiner, og »for mig er det helt udelukket. Ikke engang en kreditordning til såsæd og gødning, hvor man kan sætte høsten ind som pant, findes længere.« Ti tabte år I jugoslavisk politik er det almindelig visdom, at »vi har tabt ti år«, og at levestandarden er lavere end før konflikter begyndte 1990-91. Internationale økonomer skønner endda, at gennemsnitsjugoslaven har det dårligere end før Anden Verdenskrig. Bondemanden mener ikke, han er specielt pessimistisk. Han og hans kone er nærmest selvforsynende, og de tre døtre kommer regelmæssigt fra Beograd for at få fyldt køleskabene op. »Men hvis der skal gang i landbruget igen, må priserne op. Jeg har tre hektar og kan godt få overskud, fordi jeg bortset fra en mejetærsker har alle maskiner. Problemet er, at jeg får mindre og mindre for det jeg sælger, og skal betale mere og mere for såsæd, gødning og diesel. Ja, og så snakker vi slet ikke om elregningen«. I kafferisteriet kender salgschef Mile Doncic godt den med de stigende priser og er den første til at indrømme, at »ingen kan leve af de lønninger, man betaler her i landet«. Han er maskiningeniør fra universitetet i Zürich, flyttede 1993 tilbage til Beograd på grund af familien og sammenligner dagligt Jugoslavien med Schweiz. »Det går den rigtige vej. Forleden havde vi besøg af skattevæsenet, og de gik langt tilbage i bøgerne. De fandt også noget, der ikke var helt efter protokollen, men slet ikke smugleri eller på anden måde sort. Det kunne vi klare med et par store sedler, mente de. Nej, sagde jeg. Har I fundet noget, vil jeg have en rigtig opkrævning, som jeg kan klage over. Så var der pludselig ikke længere noget problem. Jeg tror, de var bange for at blive fyret på grund af korruption, og det er nye toner«. »På den anden side har de også strammet kursen for indbetaling af kildeskat og sociale afgifter. De skal falde den 10., ellers ringer telefonen. Tidligere under den høje inflation prøvede vi alle at trække den nogle dage. Det kunne der tjenes mange penge på«. Omstilling »Korruptionen kan kun bekæmpes effektivt ved at betale embedsmænd, politibetjente og toldere ordentlige lønninger«, siger nationalbankdirektør Mladjan Dinkic. »Det er også en del af den økonomiske politik, vi har lagt. Vi satser på at blive centrum for udenlandske investeringer i hele Sydøsteuropa, og så må vi have fod på det problem«. »Vi kommer i gang ti år senere end andre overgangsøkonomier, og de har gjort både gode og dårligere erfaringer for os. Vi satser både på hurtige reformer og på en ordentlig kvalitet i gennemførelsen af dem. Man kunne være fristet til at sagtne farten, men omstillingerne giver nogle byrder, og derfor skal befolkningen også hurtigt kunne se resultater. Ellers kommer der bare en populist og ødelægger det hele«. Nationalbankdirektøren skal ikke presses ret hårdt for en bemærkning om, at »jeg heller ikke er imponeret over størrelsen af den internationale hjælpepakke på 13 mia. kr.«. »Men det er kun første skridt. Nu skal vi også have forhandlet om Jugoslaviens gamle gæld, og jeg håber på imødekommende kreditorer. Det helt afgørende er udenlandske investeringer. Et par store udenlandske banker har allerede filialer her, og flere er på vej«. Hård konkurrence Ilova gør også klar til de udenlandske investorer. De betyder nemlig hårdere konkurrence. »Jugoslaverne elsker kaffe, så det er et godt marked«, siger Milo Doncic. Firmaet er selvfinansierende, men »i dag kunne vi godt låne. Tidligere ville bankerne kun have med de store statsejede foretagender at gøre«. »Vores strategi er egne butikker, og vi har foreløbig syv i Vojvodina i den nordlige del af landet. Vi sælger naturligvis til alle, der vil købe, men konkurrencen er benhård. Vi tror, at der er plads til et firma af vores størrelse, men mange af de helt små kommer nok til at bukke under«. Pakkemaskinen i Pancevo er et helt lille eventyr om igangsættere, der skaber andre igangsættere. »Vi havde ikke råd til at købe en maskine i udlandet, og på grund af de internationale sanktioner kunne vi heller ikke«, siger Milorad Dzelajlija. »I stedet fik vi nogle mekanikere fra en lastbilfabrik til at bygge den. De må tit forbi for at justere på den. Nu har de bygget en ny, der både er bedre og billigere. Så vi stoler på vores egne genier«.