Analyse: Britisk smeltedigel på kogepunktet

Da Tony Blairs reinkarnerede New Labour i 1997 overtog regeringsposten fra den nedslidte og kriseramt opposition, foregik det i høj grad under multikulturalismens banner. Selvom landets smeltedigel af etniske grupper udgør en relativt sikker stemme for Labourpartiet, så brugte man alligevel fokusgrupper til at fasttømre partiets image hos eksempelvis de asiatiske, afrikanske og afro-karibiske befolkningsgrupper. Succesfulde erhvervsfolk og kulturpersonligheder med 'anden etnisk baggrund' blev konsulteret og vist frem til øvrigheden som eksempler på dét multikulturelle Storbritannien, der nu ville få lov at blomstre og som med Blairs egne ord skulle »stå som et ledelys for det øvrige Europa«. Retorikken fungerede. Løfter om ligestilling, integration og ikke mindst om »muligheder« gik rent ind hos vælgerne - ikke så meget hos de etniske minoriteter selv, som jo ikke havde noget egentligt alternativ - men hos den fortrinsvis hvide, veluddannede og liberalttænkende middelklasse, der udgør det nye Labours vælgerkerne. Fire år efter partiets første jordskredssejr er der langt flere farvede ansigter i Westminster, end man har set under nogen tidligere regering. Rapporter om institutionaliseret racisme i den offentlige sektor har belyst ikke bare racismen og uligheden i sig selv, men også viljen til at lytte. Men selvom der virkelig er sket forandringer under Blairs lederskab, så fortoner 'ledelyset' sig dog i det fjerne. Weekendens og de seneste ugers voldsomme sammenstød mellem hvide og asiatiske unge er de værste raceuroligheder, Storbritannien har oplevet i årtier. I 1958 udbrød der optøjer i Notting Hill i det nordvestlige London. Kampene stod på i godt en uge, og over 300 mennesker kvæstedes. Men stærkest i briternes erindring står nok optøjerne i Brixton, der med udgangspunkt i det sorte London-kvarter bredte sig til byer over hele landet og fik pressen til at døbe sommeren 1981 til 'Mismodets Sommer'. Det er karakteristisk, at optøjerne har fundet sted i Bradford, Burnley, Leeds og Oldham - alle nordengelske byer med høje koncentrationer af pakistanere, indere og bangladeshere, ringe økonomi og stor arbejdsløshed. Især Bradford har for briterne symbolværdi. Bradford er pakistanernes uofficielle hovedstad i Storbritannien. Og med en koncentration på over 100.000 asiater er byen med årene blevet kendt som et slags mini-Pakistan og en multietnisk succeshistorie. Derfor rammer weekendens begivenheder da også lige i hjertet af landets multikulturelle bevidsthed. Denne gang har man valgt navnet »Summer of Violence« - voldens sommer. Så det tegner ikke godt. Men at urolighederne bryder ud netop nu kommer næppe som nogen større overraskelse for briterne. Retorikken i britisk politik er nemlig længe drevet mod højre. Især De Konservative har i flere år, også i forårets valgkamp, brugt frygten for de fremmede som retorik og omdrejningspunkt. Samtidig er Labour-regeringen søgt så meget mod midten, og - som mange vil mene - et godt stykke over denne. Tony Blair har indtil videre gemt sig bag sine underordnede under de seneste tre måneders uroligheder. En fejl, som kan komme til at koste hans regering dyrt.