Politisk rumlen i Londons nedslidte undergrund

Politiken onsdag: Londons system af undergrundstog er verdens ældste og verdens største. Og indtil for 30 år siden var det verdens bedste. I dag er togene så nedslidte på grund af besparelser, at der i snit er nedbrud hvert kvarter. Stationerne er snavsede og stinker, så personalet må vaske perronerne med parfumevand hver morgen, for at de knap tre millioner daglige passagerer glemmer stanken og forsinkelserne. Men det er ikke nok til at skjule krudtrøgen fra den magtkamp om undergrundstogenes fremtid, der i øjeblikket udkæmpes mellem den britiske regering og Londons borgmester. Krigens gidsler er undergrundsbanens op mod en milliard rejsende om året, heraf flere millioner turister. Labourregeringen vil skaffe 13 milliarder pund (ca. 160 milliarder kroner) til nye investeringer ved at privatisere The Tube, som briterne har døbt undergrundssystemet. Kraftig modstand Men privatiseringen møder voldsom modstand fra flere sider, den mest magtfulde er Londons borgmester Ken Livingstone og hans chef for byens offentlige trafik Robert Kiley, der er gået til højesteret for at standse privatiseringsplanerne. Borgmester Livingstone, kaldet Røde Ken, er tidligere Labourmedlem fra partiets venstrefløj. Han er ikke imponeret af New Labours 'Tredje Vej' under Tony Blair og partiets ryk ind mod den politiske midte. 'Røde Ken' er fast overbevist om, at offentlig transport skal drives af det offentlige, så han vil sælge obligationer for at skaffe penge til Londons undergrundsbane. Han har skræmmende argumenter på hånden: Privatiseringen af jernbanerne i resten af Storbritannien har resulteret i tårnhøje billetpriser, indskrænkninger af togdriften, forsinkelser, nedslidte skinner og signaler og en stribe dødsulykker, som skræmmer passagererne væk. Dermed er fronterne trukket op i krigen mellem Labourregeringen og Londons bystyre. Langstrakt 'krig' Den startede allerede for et år siden, da London valgte sin nye borgmester. Byrådet blev sløjfet af den konservative jernlady Margaret Thatcher i 1986, men Labour besluttede efter valgsejren i 1997 at genindføre både bystyre og borgmester. Ken Livingstone, parlamentsmedlem for Labour, erklærede sig interesseret - til skræk og rædsel for New Labours ledelse, som ikke havde meget tilovers for Røde Ken. Partiet kastede sig ud i en indviklet opstillingsprocedure, der sikrede en Blair-tro kandidat til posten. Det ville 'Røde Ken' ikke spises af med. Han stillede op som uafhængig kandidat. Og vandt valget 4. maj sidste år med næsten en halv million flere stemmer end Labours officielle kandidat. Siden har regeringen og borgmester Livingstone ikke kunnet enes om noget som helst. Slagsmålet om Tuben er en alvorlig sag, fordi det berører så mange mennesker. Og tallet vil stige voldsomt, for 'Røde Ken' har netop besluttet, at hver bilist skal betale 5 pund (60 kroner) om dagen for at køre ind i London fra år 2003. Slagsmål Og slagsmålet er kompliceret, fordi Londons offentlige trafik har hørt under regeringens trafikministerium, siden Thatcher nedlagde bystyret. Den nye Labourregering besluttede, at den ville privatisere dele af Tuben, inden den bliver givet tilbage til Londons bystyre. Så snart kontrakterne er underskrevet, skal borgmester Livingstone altså administrere den privatisering, som han er imod. Planerne for undergrundsbanen (.) er af yderste vigtighed for offentligheden, men regeringen tillader kun de synspunkter, som den vil høre, i stedet for dem, som den bør høre«Borgmesteren ansatte sidste år amerikaneren Bob Kiley som kommunal trafikchef. Kiley har med stor succes rettet op på undergrundsbanerne i Boston og New York. Han skal styre Londons trafik, taxaer, busser og med tiden Tuben. Kiley tror heller ikke på privatisering. Det britiske trafikministerium har fundet private konsortier, som på 30-årige kontrakter skal overtage vedligeholdelse og forbedringer af Tubens stationer, spor og tunneller, mens det offentlige stadig skal stå for togdriften. Samarbejdsvilje I et forsøg på at vise sin samarbejdsvilje gjorde regeringen for to måneder siden Bob Kiley til formand for den gruppe, som skal forhandle kontrakterne færdige med de private firmaer. Men det varede kun kort. I sidste uge blev han fyret af trafikminister Stephen Byers, fordi han angiveligt forsøgte at stoppe forhandlingerne om privatisering i stedet for at få dem gennemført. Samtidig fik regeringen retten til at nedlægge forbud imod, at Bob Kiley offentliggør to rapporter om, at privatisering vil være uøkonomisk for Tuben og desuden forringe sikkerheden for passagererne. Den fyrede formand kaldte det »et gennemskueligt forsøg på at lukke munden på mig og lægge et røgslør over oplysninger, der er vitale for offentligheden og for kommissionen, der forhandler privatiseringen«. »Planerne for undergrundsbanen har afgørende betydning for Londons fremtid og for kommende generationer. Sagen er af yderste vigtighed for offentligheden, men regeringen tillader kun de synspunkter, som den vil høre, i stedet for dem, som den bør høre«, sagde Bob Kiley. Fronter trukket op Borgmester Ken Livingstone skyndte sig at genansætte ham som kommunal trafikchef med en årlig gage på 6 millioner kroner. Og her står fronten i dag: Labour har endnu ikke en privat kontrakt i hus om Tuben, men insisterer på, at det vil ske snart. 'Røde Ken' og Bob Kiley er gået til Højesteret med sagen, men levnes ikke mange chancer for at vinde imod regeringen og Parlamentets flertal. Og passagererne maser sig stadig sammen på for små perroner, inden de prøver at klemme sig ind i overfyldte, forsinkede myldretidstog. Den politiske krig foregår i højloftede kølige stukdekorerede embedsmandskontorer, mens ofrene lider i overophedede sardindåser 30 meter under jorden, hvor den iltfattige luft er tung af stanken af snavs, fish-and-chips og muselort.