Politiken fredag: De er overalt, indvandrerne i Rusland. Og de fleste er illegale. Politikens sekretær er russisk flygtning fra Usbekistan, på det tyske nyhedsbureau ved siden af arbejder en indvandrer fra Hviderusland, frugthandleren Tofin Barajev nede om hjørnet er aserbajdjaner og er taget til Moskva for at kunne forsørge sin familie. Han smiler anerkendende, da han hører, at den russiske regering netop har vedtaget et handlingsprogram, som i de kommende år skal tiltrække godt 700.000 indvandrere pr. år. For tiden ankommer der 'kun' godt 300.000 til landet på jagt efter sikkerhed og levebrød. »Når regeringerne i de andre lande er så uduelige og korrupte, at deres borgere lever i nød og elendighed, så er det godt, at Rusland har størrelsen og formatet til at tage imod os«, siger Tofin Barajev, der ikke lægger skjul på, at han hellere ville være i sit hjemland, »hvis ikke vores præsident havde være den værste af alle mafiabosser«. Baggrunden, som indvandringsminister Aleksandr Blokhin forklarede forleden, er det katastrofale fald i det russiske befolkningstal. Ifølge Blokhin falder tallet hvert år med 700.000 mennesker, og år 2050 vil de 145 millioner russiske borgere være reduceret til 80 millioner. Medmindre der gøres noget drastisk for både at øge befolkningens nuværende katastrofalt korte levealder, øge fødselstallet og tiltrække indvandrere. Sker det ikke, vil Rusland i løbet af ganske kort tid få akut mangel på arbejdskraft. Regeringens prognoser er så dystre, at der ligefrem tales om en direkte trussel imod landets eksistens. Arbejdsløshed Officielt er arbejdsløsheden, som for tiden angives til ca. 10 procent, faldende, selvom virksomheder og landbruget mange steder ligger brak. Det skyldes først og fremmest, at millioner har bevæget sig over i den tidligere ikke-eksisterende servicesektor. Men det skyldes også, at de seneste ti års økonomiske nedtur nu synes at vende. Rusland venter en økonomisk vækst på syv-otte procent i år. Der er dog stor forskel på den økonomiske aktivitet fra region til region. Mens mange centralrussiske provinser sygner hen, er der stor aktivitet mange steder i yderkanterne, hvor Ruslands store naturrigdomme udvindes. Og her og i storbyerne er der behov for arbejdskraft. Derfor har regeringen besluttet allerede i år at bruge 1,5 milliarder rubler (ca. 500 mio. kr.) på at lette forholdene for indvandrere. Ifølge regeringens prognoser er der nok at tage af i de tidligere sovjetrepublikker. Det anslås, at over 20 millioner russere fra landene i Centralasien, Kaukasus og Baltikum ønsker at hive teltpælene op og drage til Rusland. I første omgang satser regeringen på russere eller i hvert fald russisktalende indvandrere, fordi sprogkundskaber og kulturlighed gør integrationen nemmere og billigere for den russiske stat. Desuden er det velkendt, at racisme og fremmedhad er et voksende problem i Rusland. Samtidig er russerhadet stort i de fleste tidligere sovjetrepublikker, hvilket har fået millioner af russere til at stille sig op i køerne ved de russiske konsulater i håbet om at få indrejse- og opholdstilladelse. Hidtil har det været svært, men nu synes sluserne altså at være åbne. Dagbladet Kommersant skriver, at mange af de tidligere sovjetrepublikker vil være glade for at slippe af med de lokale russiske mindretal. Regeringen i Moskva har ifølge flere aviser på forhånd fået tilsagn fra blandt andre de baltiske regeringer om, at der ikke vil blive lagt hverken økonomiske eller administrative hindringer i vejen for russere, »som ønsker at komme hjem«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























