Bush' store prøve

Politiken søndag: Stearinlysene blafrede stille i vinden på fortovet uden for nummer 320 på Manhattans 87. gade. De få, som skulle på arbejde i går eller blot ud for at handle, standsede et øjeblik og betragtede lysene og den enkelte røde rose. De fleste gav sig også tid til at læse den lille seddel, der var anbragt ved stearinlysene: »Dette er til minde om og til ære for alle de mennesker, der var indblandet i tragedien. Vi er alle kede af det, der skete, men håber, at I har fred i sjælen. Vore hjerter føler med jer«. Ingen kommenterede sedlens ordlyd. Alligevel var det tydeligt, at folk følte samhørighed og trøst ved det lille, primitive mindesmærke for de mange ofre for tirsdagens terrorangreb på World Trade Center i New York. Amerikanerne står sammen i tragediens stund. De udviser solidaritet og føler sammenhold. Samtidig er en stålsathed blevet mere og mere markant dag for dag, og den menige amerikaner giver udtryk for et fælles budskab til omverdenen og især dens terrorister. Budskabet til resten af verden er, at det amerikanske folk er forenet i kampen mod terrorismen og dens tragiske følger. Det var endnu en gang budskabet om: We shall overcome - vi vil sejre. Den mest samlende figur i krisestunder for amerikanerne er landets præsident. Kritiske øjne har derfor fulgt præsident George W. Bush, lige siden terrorister fløj de kaprede fly ind i World Trade Center og forsvarsministeriet Pentagon. I de første timer var den nybagte præsident ikke synlig nok. Det skyldes muligvis, at sikkerheds- og efterretningstjenesterne tog over, fordi ingen var klar over, hvor omfattende angrebet var. Bush begyndte dog allerede samme aften at erobre det tabte terræn tilbage, da han talte til nationen fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. Hans ord om at slå hårdt ned på bagmændene vakte genklang både hos borgerne og politikere af alle afskygninger. Oppositionen i Det Demokratiske Parti har ikke villet give Bush en blankocheck, men demokraterne støtter en massiv gengældelse mod terrorens bagmænd, når - og hvis - det bliver opklaret, hvem de er. Bush' svendeprøve fandt sted fredag, da han først deltog i en mindegudstjeneste i Washington og siden fløj til New York for at mødes med, takke og opmuntre redningsmandskabet. Typisk for Bush virkede han kejtet på prædikestolen i Washington. Han forsvandt straks efter mindehøjtideligheden, mens ekspræsident Bill Clinton gik rundt og hilste på alle og mere virkede som en samlende figur. Bush er 'kammeraten', der føler sig bedst tilpas, når han er på tomandshånd med folk og kan fyre en vits eller to af. Han virker kunstig, når han optræder i store sammenhænge eller i medierne. Talen til heltene Sent fredag aften dansk tid besøgte Bush så det sted, som amerikanske medier har døbt 'ground zero' - ruindyngerne fra World Trade Center. På det tidspunkt var modløsheden begyndt at snige sig ind hos redningsmandskabet. De var dødtrætte. Regnen havde væltet ned det meste af natten og dagen, og de fandt ingen overlevende. Præsidenten skulle give brandmænd, politifolk, læger, sygeplejersker og frivillige en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Bush kravlede op på en udbrændt lastbil, lagde sin arm rundt om den 69-årige pensionerede brandmand Bob Beckwith og greb en megafon. »Vi kan ikke høre dig!«, råbte en blandt de tusinder af trætte redningsfolk indsmurt i mudder. »Jeg kan høre dig«, råbte præsidenten tilbage. »Resten af verden kan høre jer, og de mennesker, som smadrede disse bygninger, vil snart høre os alle«. »USA! USA! USA!«, råbte redningsfolkene tilbage. Kun i ganske kort tid talte præsidenten. Hans rådgivere er bevidste om, at han gør sig bedst i uformelle omgivelser, og håbede, at tv-billederne ville vise, at han havde styr på tingene og samtidig viste sine følelser på scenen for ødelæggelserne. Alligevel virkede det, som om det var de trætte redningsarbejdere, der gav Bush en saltvandsindsprøjtning, og ikke omvendt. Solen var også begyndt at snige sig frem igen, og de heltemodige redningsfolk havde blot brug for en afbrydelse for at få fornyede kræfter og energi. Præsidentord Der er kun tale om ord, men de har betydning, når den amerikanske nation befinder sig i en traumatisk tilstand. En præsidents evne til at tale fra den offentlige prædikestol kan give udtryk for nationens vrede, skabe selvtillid hos en nervøs befolkning og skabe opbakning til en fremtidig plan. En præsidents ord kan hele nationen. Og de kan naturligvis også såre præsidenten dødeligt og hindre hans genvalg. Da japanerne angreb Pearl Harbor 7. december 1941, formåede Franklin Roosevelt både at give udtryk for nationens vrede og få overbevist Kongressen om, at USA skulle træde ind i Anden Verdenskrig. Samme succes havde John F. Kennedy under den cubanske missilkrise. Helt katastrofalt gik det for Jimmy Carter, da han forsøgte at reagere på den stigende mistillid til hans embedsførelse i befolkningen. Efter 10 dages »refleksioner« på præsidentens landsted Camp David holdt han 15. juli 1979 en tv-tale til nationen. Carter efterlod det indtryk, at han bebrejdede amerikanerne sin egen ufuldkommenhed. Det følgende år tabte han præsidentembedet til en langt mere effektiv kommunikator: Ronald Reagan. Mestrene Den tidligere skuespiller Reagan udnyttede sine talegaver fuldt ud, da han 28. januar 1986 talte fra Det Ovale Værelse efter Challenger-eksplosionen. Reagan formåede både at give udtryk for sorg og at skabe håb for fremtiden. Faderen til den nuværende præsident, George Bush senior, bestod sin manddomsprøve 5. august 1990, da han på græsplænen foran Det Hvide Hus sagde til tv-kameraerne, at USA ikke ville acceptere Iraks invasion af nabolandet Kuwait. Bortset fra Reagan har kun få behersket tv og medierne i almindelighed som Bill Clinton. Han var og er en mester. Ved mindehøjtideligheden 23. april 1995 for ofrene for bomben i Oklahoma City overbeviste Clinton amerikanerne om, at han ikke var en ineffektiv præsident og forstod at samle nationen: Præsidentens optræden og taler i nødsituationer kan afgøre hans genvalg. Men George W. Bush ved, at vælgerne er fuldstændig troløse, og at der skal mere end ord til at sikre ham fire år mere i Det Hvide Hus i 2004. George Bush senior havde opbakning fra 90 procent af befolkningen efter Golfkrigen. Alligevel tabte han præsidentvalget i 1992 til Bill Clinton, fordi det er noget helt andet, der tæller, når vælgerne står i stemmeboksene og sætter deres kryds. Bush seniors nederlag illustreres af en ganske kort sætning, der er gået over i historien: »Det er økonomien, der tæller, dumrian«.