På flugt for Taleban

Afghanske familier bringer deres sønner i sikkerhed i Pakistan, af frygt for at Taleban tvangsudskriver soldater. I de overfyldte lejre er der mangel på mad og medicin. Og selv om flygtningene ikke er Talebantilhængere, truer de alligevel med hellig krig, hvis USA angriber Afghanistan. Skægget er gråt, turbanen hvid. Øjnene er brune og trætte i ansigtets mylder af rynker. Men Mohammad Nazir er også 52 år, og han er lige kommet ulovligt over grænsen til Pakistan, på flugt fra sin landsby nær den afghanske hovedstad, Kabul. »Vi har hørt, at Taleban tvinger unge mænd ind i deres styrker. Og vi vil ikke risikere at miste alle mandlige familiemedlemmer. Jeg har allerede mistet to sønner«, fortæller han. Flygtningestrømmen her ved Peshawar er begyndt at skifte udseende. De fattige flygtninge bruger deres sidste penge på at bringe deres drenge og unge mænd i sikkerhed i Pakistan. De er bange for, at drengene bliver dræbt ved et amerikansk angreb eller bliver tvangsudskrevet af Taleban. Pigerne bliver ladt tilbage inde i Afghanistan. Menneskesmuglere Det er over to uger siden, at Pakistan lukkede grænseovergangen i Torkham 50 km vest for Peshawar. Men for en pris, der svarer til mellem 150 og 400 kroner, er menneskesmuglere villige til at føre de afghanske flygtninge hemmeligt over bjergene ind i Pakistan. »Alle frygter for at blive angrebet, men mange ved ikke hvorfor. De er ikke engang klar over, hvem Osama bin Laden er«, siger Mohammad Nasir. Der kommer flere hundrede over grænsen hver dag, og de søger tilflugt hos familier og venner, som allerede er blandt den halvanden million afghanske flygtninge, der bor omkring Peshawar. Fordi flygtningene ankommer illegalt, tør de ikke lade sig registrere hos de pakistanske myndigheder eller hos hjælpeorganisationerne. De flytter ind hos slægtninge, som bor i små lerklinede etværelses huse i flygtningelejrene omkring Peshawar. »Her er op til 30 mennesker stuvet sammen i hvert rum. Mad har de ikke råd til, så de er nødt til at dele sparsomme forsyninger. Mange lever kun af brød og te. Kig på børnene, de er alle underernærede«, siger dr. Sharif Ullah. Primitivt Han sidder i sin klinik, der også fungerer som apotek, i flygtningelejren Kacha Gari Camp, som dækker flere kvadratkilometer i udkanten af Peshawar. Klinik er måske for stort et ord for det tre gange tre meter store lerklinede lokale, hvor kalkpudset skaller i mugne skjolder på væggene. Lergulvet er ujævnt, så doktorens ramponerede skrivebord rokker, hver gang han hviler albuerne på det. Bag et lille primitivt træbord sidder hans assistent og bevogter hylder med rodede stabler af pille-æsker. En smal bænk langs væggen bliver hurtigt fyldt med nysgerrige gamle mænd fra lejrens ældreråd, som vil lytte med. Alle er lige så ens klædt som europæiske forretningsmænd. Ikke i jakkesæt, men i lang hvid skjorte over hvide bukser, turban og langt gråt skæg. Lægen er yngre, både skæg og øjne gnistrer sort. I stedet for turban bærer han rundpuldet af-ghanerhue. Han peger på fire-fem magre drenge, der nysgerrigt har presset sig ind i det lille lokale. Udenfor døren samles en større skare unger, tynde, snavsede og lasede, på den støvede, lerstampede lejrgade, hvor skrald rådner i bunker. »Sundhedsrisikoen er enorm. Saniteten er elendig. Her var oprindeligt plads til 25.000 mennesker, nu er vi 100.000. Her er kun få kloakker, alle åbne render, og i de overfyldte huse spredes sygdomme hurtigt. Både dysenteri, malaria, tyfus og tuberkulose er et problem«, siger lægen og ryster på hovedet. »Vi får ingen hjælp fra de pakistanske myndigheder, og folk her er fattige, de har ikke råd til ordentlig medicin. Hvad kan vi gøre? Der kommer bare væltende endnu flere dag for dag«. Bekymring Alle er bekymrede for et kommende amerikansk angreb. Alle har nemlig familiemedlemmer tilbage inde i Afghanistan. Det har været almindelig praksis, siden den sovjetiske besættelse begyndte for over 20 år siden, at hver flygtningefamilie efterlod nogle medlemmer inde i Afghanistan til at passe på ting, der ikke kan flyttes, som jordlodder, huse eller forretninger. Med jævne mellemrum bliver de så afløst af andre slægtninge og kommer til Pakistan som flygtninge, indtil det igen er deres tur til at bevogte de hjemlige besiddelser. Det gælder også de gamle på bænken: »Vores familier er i fare. Vi holder ikke med Taleban, men hvis USA angriber, er det ikke kun et angreb på os afghanere, det er et angreb på alle muslimer. Vi må forsvare vort fædreland, så vi vil lave hellig krig!«. Temperamentet løber helt af med gamle Haji Faz al Muhammad. Hans blik er dræbende, og han truer med begge knytnæver. »Det bliver Jihad med alle midler. Vi har 200.000 Stingermissiler, og dem vil vi bruge«, lover han - og det kan blive farligt nok, selv om antallet er temmelig meget i strid med virkeligheden. Haji Faz al Muhammad er også medlem af det afghanske ældsteråd, Loya Jirga, som den afghanske ekskonge formentlig vil forsøge samlet i Kabul, hvis Talebanstyret bliver væltet. Islamisk grundlag »Afghanistans problem er, at så mange udefra har villet påtvinge os en regering. Vi skal have en stabil regering, som vi selv finder, og som alle vi ældre kan anerkende. Og det skal være på et islamisk grundlag«, understreger han flere gange. Uden for lægens lille klinik er mængden vokset. Andre gamle afghanere råber skælsord, fordi de betragter alle europæere som agenter for USA. En af dem truer tolken med en kniv, og hverken lægen eller Haji Faz al Muhammad kan dæmpe gemytterne. Endnu en gang må vi løbe spidsrod ud af en flygtningelejr i en byge af pinde og sten, mens mængden hujer. Frygt skaber mistro, som får temperamentet til at koge. Flygtningene er bange, og efter over 20 års krig og borgerkrig har de for længst tabt tiltroen til udefrakommende. Uden meget håb for fremtiden klynger de sig til stammefællesskabet, stoltheden og islam. .