»Gud fortæller os, at vi skal kæmpe for det, der er rigtigt. Vi muslimer må ikke starte en krig, men dette er en krig mod terrorisme, ikke mod islam. Ingen spurgte iranerne og irakerne, da de var i krig, om de bekæmpede hinanden, fordi de var muslimer«. Qaseem Uqdah er tidligere sergent og marinesoldat. I 21 år kæmpede han for Onkel Sam, inden han i 1995 lod sig pensionere og slog sig ned i staten Virginia. Uqdah er også muslim og leder i dag veteranorganisationen American Muslim Armed Forces and Veteran Affairs Council (AMAF & VAC), som rekrutterer muslimer til USA's væbnede styrker og hjælper dem med deres såvel praktiske som religiøse problemer. Uqdah afviser over for Politiken, at USA fører en religionskrig i Afghanistan: »Man kan sætte et hvilket som helst prædikat på krigen. Som amerikaner har du retten og friheden til at sige, hvad du vil. Men der er ikke tale om en religionskrig. Som amerikansk muslim kritiserer jeg alverdens muslimer for, at det er USA, der skal tage teten i kampen mod terrorismen. Det burde den muslimske verden gøre. Islam står nemlig ikke for drab på uskyldige børn, kvinder og mænd«. I USA's væbnede styrker er der ifølge Uqdah over 15.000 muslimer. Ifølge ham meldte den første muslim sig til unionshæren under den amerikanske borgerkrig og var en frigiven slave. Chikane er kun civil Trods advarsler fra præsident George W. Bush om, at arabiske amerikanere ikke er ansvarlige for terrorangrebene mod New York og Washington 11. september, har arabisk-amerikanere været udsat for chikane, forfølgelser og generel mistro. Flere er blevet dræbt. I militæret tillades racemæssig og religiøs forfølgelse imidlertid ikke, hævder Uqdah. Tolerancetærsklen for den slags er langt lavere end i det civile samfund. Muslimske soldater har de samme problemer og stiller samme krav som alle andre amerikanske soldater: De ønsker højere løn, bedre boliger og arbejdsforhold. Ikke desto mindre er krig mod trosfæller et problem for mange amerikanske muslimer i uniform. En 37-årig sergent af palæstinensisk afstamning, Jamal Abdelwahed, sagde for nylig til ugemagasinet Newsweek: »Tanken om at dræbe andre muslimer er ubehagelig for mig. Derfor besluttede jeg at tjene mit land ved at arbejde for lægehold. Men jeg vidste, at risikoen (for at dræbe en trosfælle, red.) var der, da jeg meldte mig, og jeg støtter fuldstændig hærens mission«. Hertil siger Uqdah: »Jeg har talt med muslimske soldater, som har problemer med at dræbe trosfæller i en krig. Mit råd til dem er, at de bør forlade militæret«. »Kristne soldater har mange gange i historien måttet kæmpe mod kristne trosfæller. Der er ingen forskel, når det gælder muslimer«. Ramadanen I næste uge begynder muslimernes hellige måned, ramadanen. Længe har den vestlige verden diskuteret, om de amerikanske og britiske fly skal stoppe bombardementerne i Afghanistan for ikke at støde den muslimske verden. Uqdah henviser igen til Iran-Irak-krigen. »Alle spørger, om vi skal stoppe krigen under ramadanen, men ingen stillede spørgsmålet, da Iran og Irak var i krig. De fortsatte krigshandlingerne under ramadanen. Hvorfor er der en dobbeltstandard, når det gælder USA? Det er der, fordi opfattelsen er, at Amerika hader den muslimske verden på grund af vores støtte til Israel«. »Men vi har religionsfrihed i USA, og jeg er aldrig blevet betragtet som mindre værd, fordi jeg er muslim. Når det gælder Mellemøsten, så har vi mange andre allierede end Israel. I Mellemøsten må vi prøve at medvirke til en løsning, som er fair og retfærdig for både muslimer og jøder. En sådan løsning forsøger præsident Bush og udenrigsminister Colin Powell at skabe«, siger Qaseem Uqdah.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























