NATO ud på sidelinjen

NATO har en alt for kompliceret kommandostruktur og beslutningsproces til at kunne bruges i den krig mod terrorisme, der foregår i og omkring Afghanistan. Alliancen er militært kørt ud på et sidespor, men spiller stadig en politisk rolle. Den ubetingede politiske støtte fra alle medlemslandene har givet krigen en legitimitet, den ellers ville have savnet, lyder kommentarerne fra flere sider. »NATO er ingen steder i denne konflikt«, siger professor Bertel Heurlin til Politiken. Heurlin arbejder for Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI. »Det var interessant at se, at da NATO tog alliancens paragraf 5 i brug umiddelbart efter terrorbombningerne i USA 11. september - den paragraf, der siger, at et angreb på et medlemsland er et angreb på alle - så blev denne totale opbakning bag USA mødt med rungende tavshed fra USA's side«, fortsætter Heurlin. Erfaringer fra Kosova Det er erfaringen fra bombekrigen over Kosova i foråret 1999, der belærte USA om, at NATO er et alt for tungt maskineri, som det amerikanske forsvar ikke ønsker at bindes fast til i den nuværende konflikt, mener Bertel Heurlin. »Mange forskere er enige om, at NATO er ved at blive reduceret til en politisk alliance. Det gør den også mere spiselig for Rusland. Hvis NATO blot ender som en politisk diskussionsklub, så vil det være lettere for den russiske præsident, Vladimir Putin, at acceptere, at de østeuropæiske lande, også de tre små baltiske stater, bliver medlem. Det er en interessant udvikling«, siger Heurlin. Han understreger dog, at han selv mener, at NATO fortsat har en betydelig militær funktion med at integrere medlemmernes militær og sikre en gennemskuelighed, der vil forhindre konflikter i Europa fremover. Frie hænder til USA Det britiske dagblad The Times er inde på det samme. »NATO er ingen steder, og Rusland elsker det«, lyder overskriften til en kommentar fra bladets udenrigsredaktør, den meget indsigtsfulde Bronwen Maddox. »Hvis man påstår, at NATO intet har gjort i denne krig, så vil man blive mødt med et hyl af protester om, at netop alliancens hurtige og uforbeholdne reaktion har været 'the finest hour'. Men siden da? Ja, USA har bedt NATO om at sende fem AWACS-overvågningsfly til Amerika, så deres fly kan sendes til Asien. Så er der sket en omgruppering af styrker på Balkan, så amerikanske enheder er blevet frigjort. Men det understreger kun, at det her er en krig, som amerikanerne vil udkæmpe på egen hånd, fri for de bindinger, som en fælles kommando med NATO ville give«, skriver Maddox. »Hvis denne udvikling af NATO fortsætter, så vil Rusland være lykkelig. Putin har været smart nok til ikke at forlange noget til gengæld for den hjælp, han har givet til den amerikanske kampagne mod terrorisme, som for eksempel at holde de baltiske stater uden for NATO. Han ved, at hvis han spurgte, ville han ikke få ja. Men han får måske noget, der er næsten lige så godt, set fra hans synspunkt. Nemlig at de baltiske stater senere bliver omsluttet af en organisation, som kun sekundært er militær. Nå man ser, hvor meget USA foretrækker at køre sine militære felttog alene, så er der for ham ingen mening i at spilde energien på at angribe NATO«, konkluderer The Times' udenrigsredaktør.