Uklarhed om anti-terror kamp ventes at skabe europæisk debat

Lyt til artiklen

Forskellige holdninger i USA og Europa til fortsættelsen af kampen mod international terrorisme kan i den kommende tid at udløse en heftig debat i EU-landene om, hvad der blev sagt og ment i reaktionerne på terroranslagene den 11. september. »På det europæiske kontinent er der udbredt modvilje mod en mulig udvidelse af anti-terrorkrigen til andre lande end Afghanistan. Måske vil Storbritannien følge USA, men i Frankrig er der direkte modstand mod nye militære operationer i Irak, Mellemøsten eller Afrika. Også i Tyskland er der meget stærk skepsis«, siger Jean-Pierre Froehly, der med base i Berlin er rådgiver for Frankrigs regering i tysk-franske spørgsmål. Frankrig og Tyskland, der traditionelt anses for at være EU's dynamo, har klart signaleret modstand mod en udvidelse af anti-terrorkrigen, efter at den amerikanske præsident, George W. Bush, har antydet muligheden for militære angreb på Irak. »I den tyske regering og i EU bliver der set på en mulig udvidelse af anti-terrorkrigen med 'den allerstørste skepsis', og dette er blevet gjort meget klart over for Washington«, sagde den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer i Forbundsdagen onsdag. Powell til Europa Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, ventes til Europa i næste uge, hvor graden af uenighed vil blive klarlagt. »Meget afhænger af Powells besøg og den videre amerikanske kurs. Meget er stadig uafklaret, og der er derfor grund til at vente en meget heftig europæisk debat, hvis amerikanerne efter nedkæmpelsen af Taliban-regimet i Afghanistan vil udvide kampen mod 'slyngelstater', der formodes at støtte terrorgrupper«, understreger Froehly. Samme Colin Powell sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der ikke er specielt meget substans i spekulationerne om en forestående udvidelse af krigen til f.eks. Irak. Frankrig og Tyskland Jean-Pierre Froehly påpeger, at Frankrig, der har særlige forbindelser til blandt andet Irak og mange tidligere kolonimagter i Afrika, for længst har lagt afstand til USA's politik over for irakerne. Franskmændene er ikke med til at kontrollere og opretholde den indførte ikke flyve-zone i Irak og har traditionelt anlagt en anden politik over for Mellemøsten og afrikanske lande end amerikanerne. »Tyskland befinder sig dermed i en vanskelig position. I forhold til Frankrig er den tyske regering mere frit stillet, da den ikke i samme grad har særlige relationer til de lande, der kan blive inddraget i en udvidet konflikt. Forbundskansler Gerhard Schröders rød-grønne regering må finde en balance, hvor det gælder om at undgå en belastning af det tysk-amerikanske forhold uden at skade EU-samarbejdet«, siger Froehly. En diskussion vil ikke mindst dreje sig om, hvor håndgribelige beviser der skal foreligge, før der kan skrides ind over for et regime. Samtidig synes de europæiske ledere at lægge langt større vægt på forsigtighed end USA. »Man må være meget tilbageholdende i debatten om 'nye mål'. Dette gælder især Mellemøsten. Her kunne vi hurtigt komme i en situation, som vi ikke ville kun klare«, sagde forbundskansler Gerhard Schröder under onsdagens debat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her