Dansk nødhjælp anklages for at støtte tjetjenske oprørere

Lyt til artiklen

Den russiske efterretningstjeneste FSB beskylder Dansk Flygtningehjælp for at uddele nødhjælp til tjetjenske oprørere i stedet for civilbefolkningen i den oprørske republik Tjetjenien, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Ifølge efterretningstjenesten, det tidligere KGB, skulle Dansk Flygtningehjælp have distribueret mad til tilhængere af den tjetjenske oprørsleder Aslan Maskhadovs regime. Demonstration Af samme årsag mødte 250 demonstranter op foran efterretningstjenestens kontor fredag. De protesterede ifølge AFP mod, at Dansk Flygtningehjælp ikke hjælper de fattige og nødlidende - men i stedet banditterne og deres allierede. En talsmand for den russiske efterretningstjeneste udtalte i en henstilling til Dansk Flygtningehjælp lørdag, at sådanne aktiviteter ikke kan tolereres. Kender ikke sagen Anders Ladekarl, der er leder af Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, kender ikke den konkrete sag - men han anser det imidlertid for fuldstændig usandsynligt, at nødhjælpen skulle være landet i de forkerte hænder. »Vi har under ingen omstændigheder uddelt mad til oprørsgrupper eller folk, der kæmper. Vi følger selvfølgelig ikke maden ned i folks maver - men vi uddeler den efter helt klare kriterier, der er fastsat af FN. Det er så organiseret, som det kan være,« siger Anders Ladekarl til Ritzau. Begrænsede midler Han påpeger, at flygtningehjælpen har begrænsede midler og derfor ikke uddeler mad til andre end de mest sårbare grupper i Tjetjenien som enlige mødre, gravide kvinder og ældre. »Vi er den største nødhjælpsorganisation i landet, og selvfølgelig vil mange flere gerne have del i hjælpen. Men vi har registreret hver eneste af de 900.000 tjetjenere og ved derfor lige præcis, hvem der er berettiget til nødhjælpen. Det sker efter helt objektive kriterier«, siger Anders Ladekarl. Han forsikrer, at Dansk Flygtningehjælp vil undersøge den konkrete sag nærmere, hvis der kommer en officiel henvendelse fra de russiske myndigheder. Siden de russiske styrker rykkede ind i Tjetjenien i 1999, har Rusland haft kontrol over størstedelen af territoriet - men angrebene på de russiske styrker er alligevel blevet en næsten daglig foreteelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her