En fransk domstol skal behandle skyldsspørgsmålet i forbindelse med Estonia-katastrofen. Retten i Nanterre skal se nærmere på de pårørendes krav om erstatning fra det tyske Meyerværft, som byggede »Estonia« og fra klasseringsselskabet Bureau Veritas, som godkendte fartøjet. Det er muligt at rejse sagen for retten i Frankrig, fordi Veritas er et fransk selskab, skriver Svenska Dagbladet. Juridiske blokeringer I Sverige har både byretten og landsretten sagt nej til en retslig prøvelse af sagen. Beslutningen er appelleret til den svenske Højesteret. Mens Højesteret behandler spørgsmålet, sker der ikke noget i den svenske sag. Derfor er det muligt for retten i Nanterre at behandle sagen på trods af internationale love, som skal forhindre parallelle retssager i flere lande. Tidligere forsøg på at rejse sagen i Frankrig er faldet på, at der på det tidspunkt foregik en juridisk sagsbehandling i Sverige. Ankedomstolen i Versailles, der besluttede, at sagen kan behandles i Nanterre, besluttede sig allerede i begyndelsen af juni. I oktober blev beslutningen offentlig, og først nu er kendelsen nået frem til politimyndighederne i Stockholm og de pårørende. Færgen Estonia forliste og sank den 28. september 1994 i hårdt vejr på vej fra Tallinn i Estland til Stockholm. 852 mennesker omkom i forbindelse med den hidtil værste færgeulykke i Europa i fredstid. 137 passagerer blev reddet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























