Konventets nye formand Valéry Giscard d'Estaing er en blændende begavelse, og han skjuler ikke, at det ved han godt selv. Han er formentlig den nulevende franske politiker, der har de største intellektuelle evner, der sætter ham i stand til lynhurtigt at overskue selv komplicerede sager, og hans små, sorte øjne lader intet være ubemærket. Det har givet ham et tvetydigt forhold til hans landsmænd, der valgte ham til præsident i 1974 og forkastede ham igen i 1981. Begge dele skyldtes hans personlige egenskaber, men da regnskabet skulle gøres op, var det de negative, der førte. Den økonomiske situation i Frankrig - og det meste af Europa - var dårlig, og som præsident formåede Giscard d'Estaing ikke at gennemføre de nødvendige reformer. Derfor kan det måske godt undre, at han nu er blevet den person, der skal stås i spidsen for et konvent, der skal tænke nye tanker. Tænke kan han, men næppe nytænke. Men der var nu også andre, og mere personlige, årsager til hans fald. Den elegante mand holder på god aristokratisk vis af at gå på jagt og allerhelst på storvildtsjagt. Delinger af den franske fremmedlegion var dengang posteret adskillige steder i Frankrigs tidligere besiddelser i Afrika, blandt andet i Den Centralafrikanske Republik. De havde til opgave at sikre, at præsidenter og diktatorer, der var favorable over for Frankrig, kunne blive siddende på magten. Blandt dem var Den Centralafrikanske Republiks selvudnævnte, bindegale kejser Bokassa. Kejseren inviterede på storvildtjagt, og han forærede den franske præsident kostbare diamanter. Det var med til at fælde Giscard d'Estaing. Konventets nye formand blev født til de gyldne kæder. Moderen kom fra et politisk dynasti, og faderen var en del af det finansielle oligarki i Frankrig. Selv er han gift ind i et hovedrigt aristokrati, og han gik ud af det franske eliteakademi, ENA, som den tredjebedste student. Kursen blev med det samme sat mod det politiske liv. Som 30-årig blev han medlem af Nationalforsamlingen, viceminister tre år senere, og som 36-årig blev han finansminister. Han blev præsident som 48-årig, den yngste præsident i Frankrig siden den nu glemte Casimir Perier i det 19. århundrede. Hans politiske platform er det republikanske parti, der var en del af paraplyorganisationen UDF, bestående af de liberale partier lidt til højre for midten i fransk politik. Han fortsatte sit politiske arbejde efter præsidentskabet, men på et mere rådgivende plan. Da han blev finansminister, mødte han sit modstykke i Tysklands Helmut Schmidt, der blev kansler, men Giscard d'Estaing var præsident. Det blev et intenst tysk-fransk samarbejde, og det udviklede sig hurtigt til et meget nært venskab mellem de to begavede mænd. Det består endnu.