Tusinde martyrer på vej mod Jerusalem

Det var de europæiske udenrigsministre og derefter igen de europæiske statsledere, der fra EU-topmødet i sidste weekend lagde pres på den palæstinensiske selvstyreleder Yassir Arafat og krævede, at han i en tale på arabisk direkte til sit folk tog afstand fra terrorangreb og erklærede, at intifadaen var slut. Yassir Arafat valgte at følge den håndfaste opfordring og holdt søndag for første gang i adskillige måneder en tale på palæstinensisk tv, hvor han - næsten - gjorde, som han havde fået besked på. Arafat nævnede ikke intifadaen med et ord, men opfordrede i generelle vendinger til at standse »alle aktioner, heriblandt morter- og selvmordsangreb«, fordi de er »i uoverensstemmelse med palæstinensernes nationale interesser«. Saudiarabiske protester Arafats tale fik blandt andet den saudiarabiske avis al-Watan til at protestere voldsomt i en artikel tirsdag. »I sin tale lovede Arafat at forfølge dem, der står bag martyraktionerne, som han kaldte selvmordsangreb, og han lovede også at forfølge palæstinensiske krigere og lukke Hamas' og Islamisk Jihads institutioner. Findes der et andet navn for det end ren overgivelse?«, spurgte avisen retorisk. I den arabiske retorik er overgivelse noget nær det nederdrægtigste, en leder kan udsættes for. 'Arafat bør trække sig' En anden saudiejet avis, der udkommer på engelsk i London, al-Quds al-Arabi, skrev samme dag, at Yassir Arafat hurtigst muligt bør »trække sig tilbage, opløse selvstyret og lade Ariel Sharon selv slås med det palæstinensiske folk«. Avisen kritiserede også samtlige de arabiske regimer. »De rører ikke en finger for palæstinenserne. De mødes ikke engang«, hed det i en kritik af, at de arabiske lande i de sidste uger to gange har planlagt og aflyst topmøder om situationen. Tanker om Arafat De to aviser skriver ikke, hvad regimet i Riyad officielt giver udtryk for, men udtrykker snarere, hvad brede dele af befolkningen i den arabiske verden i dag tænker om Arafat og om deres egne regimer. Officielt har Saudi-Arabien hilst Arafats tale velkommen, ligesom regimerne i Egypten og Jordan har kaldt talen »modig« og har antydet, at det var på høje tid, at Yassir Arafat tog sig sammen til at melde klart ud over for de islamiske organisationer og deres brug af terror i kampen imod Israel. Ikke mindst Egyptens præsident Hosni Mubarak har en meget lav tolerancetærskel over for islamisk opposition. Bekymrede naboer Både i Kairo og Amman følger man med bekymring udviklingen i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Mellemøsten er en lille region, og man må til stadighed tage muligheden for en afsmittende effekt fra område til område i betragtning. Kommer Palæstina/Israel-situationen ud af kontrol, kan det destabilisere først og fremmest Jordan, men også Egypten og andre af regionens lande. Lukkede grænser I forrige uge meddelte Jordans kong Abdallah for anden gang siden intifadaens udbrud for 14 måneder siden, at grænsen mellem Vestbredden og Jordan var lukket for palæstinensere. Jordan har ikke brug for en ny palæstinensisk flygtningestrøm, der teoretisk set kunne være tuen, der fik regimet i Jordan til at vælte. Jordan modtog hundredtusinder af palæstinensiske flygtninge fra Palæstina/Israel i 1948, og i 1967 og i 1991 kom yderligere 350.000 palæstinensere til Jordan, da Kuwait udviste alle palæstinensere af landet, efter at Yassir Arafat erklærede, at han stod på Saddam Husseins side i Golfkrigen. Halvdelen af Jordans befolkning De uofficielle folketællinger i Jordan har i årevis fastslået, at palæstinensere udgør langt mere end halvdelen af befolkningen. De arabiske regimer går balancegang på en knivsæg i deres forhold til palæstinenserne. De bekymrer sig officielt om palæstinensernes problemer, men egentlig mere om deres egne. Televiseret konflikt De arabiske befolkningers følelse af solidaritet med palæstinenserne, der under denne intifada er blevet godt hjulpet af den minutiøse dækning på populære arabiske satellit-tv-stationer som f.eks. al-Jazeera, er set med regimernes øjne en udmærket ventil for indestængt social utilfredshed: Mens ingen af de arabiske statsledere vil acceptere folkelige protester imod social uretfærdighed, arbejdsløshed eller sult, kan de godt lade folkemasserne gå på gaden i vrede over Israel og i solidaritet med palæstinenserne. Men selv her bliver den folkelige følelse holdt i kort snor. I Jordan har kongen for en sikkerheds skyld i de sidste 14 måneder forbudt alle former for demonstrationer. Saddam Hussein vil have topmøde Undtagelsen i den arabiske verden er Iraks Saddam Hussein, der ikke lader en chance gå fra sig for at demonstrere, at han er palæstinensernes eneste sande ven. Tirsdag opfordrede han til, at der omgående holdes et arabisk topmøde om palæstinensernes situation i Mekka. Et møde, der ikke kan blive til noget. Statsmanden Og Yassir Arafat selv forsøger på en gang at være den statsmand, EU og USA ønsker at se ham som, og den leder af en folkelig opstand, han selv synes at have det bedst med at være. To dage efter, at han holdt den tv-tale, der indbragte ham ros fra USA, EU, Kairo og Amman, talte Yassir Arafat i Ramallah. Martyrdom Emnet for talen var 'shahada' - martyrdommen. I den palæstinensiske terminologi er enhver, der er blevet dræbt under intifadaen, en 'shahid' - en martyr. Både de passive ofre og de, der har sprængt sig i luften for dermed at dræbe så mange israelere som muligt. »Vi er alle den hellige martyr Mohammed Dura (den 12-årige dreng, der blev skudt i sin fars arme på intifadaens anden dag i Gaza, red.), sagde Arafat blandt andet. »Tusinde martyrer er allerede på vej til Jerusalem«, jublede hans tilhørere.