Niogtres millioner, ni hundrede otteogtres tusinde, et hundrede og fem og firs dollar eller 580.712.117,70 kroner. Så meget brugte Michael Rubens Bloomberg af sin personlige formue for fra i dag at kunne kalde sig borgmester for hele verdens hovedstad, New York City, og afløse den legendariske Rudy Giuliani. Dermed har finansmanden og multimillionæren slået alle rekorder, når det gælder brugen af egne midler for at vinde et borgmestervalg, og det siger ikke så lidt i Amerika. Men Bloomberg kan også konkurrere med kandidaterne til landets vigtigste stilling - præsidentposten. Han brugte kun to millioner dollar mindre end oliemilliardæren Ross Perot under dennes forsøg på at erobre Det Hvide Hus i 1993. Og det er mere end Steve Forbes forgæves kamp for at blive republikanernes præsidentkandidat i 2000 og de 63 millioner dollar, da demokraten Jon Corzine satte rekord til senatsvalget i 2000 og blev staten New Jerseys senator i Washington. Den demokratiske præsidentkandidat Al Gore brugte ikke engang det dobbelte - såkaldt bløde penge undtaget - i 2000. Gores valgkamp kostede 133 millioner dollar, mens vinderen George W. Bush nåede op på 193 millioner dollar. Bloomberg fik 744.757 stemmer ved borgmestervalget 6. november, så han har betalt 92,60 dollar eller cirka 779,73 kroner per stemme. Hans demokratiske modkandidat Mark Green brugte omkring 16,5 millioner dollar eller 139 millioner kroner i alt. Det er ofte blevet sagt, at borgmesterposten i New York er det andetsværeste job i USA, nu er det også det andetdyreste. Bloomberg brugte sine egne penge, så han kunne omgå byens regler om, hvor mange penge en kandidat må samle ind til at føre valgkamp for. Alene i de sidste to uger af valgkampen brugte Bloomberg mere på tv-reklamer og på at sende valgmateriale ud til vælgerne, end Greens hold spenderede i alt. Bloombergs tv-reklamer kostede 8,4 millioner dollar, 6,4 millioner gik til meningsmålinger og det udsendte materiale ikke mindre end 9,6 millioner dollar. På glittet papir kunne Bloomberg ikke alene anbefale sig selv over for vælgerne, han kunne også angribe Green for at ville øge skatterne og være eftergivende over for kriminelle i modsætning til Giuliani og Bloomberg naturligvis. Green havde ikke råd til at svare igen. Greens valgkampleder, Richard Schrader, er ikke i tvivl om, at Bloomberg »købte valget« og ved at kontrollere tv-skærmene »ændrede han folks opfattelse af virkeligheden«. New Yorks nedtur Demokraterne er dog ikke uden skyld i deres nederlag, og det var ikke kun Bloombergs penge, som gjorde udslaget. New York er en liberal, demokratisk by, og republikanerne kan kun vinde, når demokraterne stiller med en svag kandidat og er mere optaget af indbyrdes strid. Og det var netop tilfældet under efterårets valgkamp. Mark Green var ikke nogen specielt stærk kandidat, og hans slagne modstander fra de demokratiske primærvalg, Fernando Ferrer, gjorde alt for at underminere ham. Da Rudy Giuliani erklærede Bloomberg sin støtte, skulle der også nærmest et mirakel til for en hvilken som helst demokratisk kandidat. Problemerne begynder først for alvor for Michael Bloomberg nu. Efter terrorangrebet 11. september har New York oplevet en økonomisk og mental nedtur. Arbejdsløsheden er steget voldsomt, og Bloomberg skal også løse det ømtålelige spørgsmål om, hvad der skal ske med det tidligere World Trade Center og ikke mindst, hvilket mindesmærke der skal opføres over de 3.000 dræbte.