Iraks præsident, Saddam Hussein, har bedt Den Arabiske Liga om at give en positiv tilbagemelding på FN's generalsekretær, Kofi Annans, forslag om at genoptage landets dialog med det internationale organ. Forhandlingerne er gået i stå, fordi Saddam Hussein fortsat nægter at lade FN's våbeninspektører rejse ind i Irak. Saddam Hussein har også tilbudt Kuwait, at landet kan sende en delegation til Irak for at besøge de irakiske fængsler og ved selvsyn konstatere, at der ikke længere sidder kuwaitiske fanger efter Iraks invasion af Kuwait i 1990 - den invasion, der førte til Golfkrigen. Irakerne afviser kuwaitiske påstande om, at irakerne stadig tilbageholder mere end 600 personer - heraf 90 procent kuwaitere - som blev fængslet under invasionen. Iraks statskontrollerede avis Al-Zawra skrev i sidste uge, at Irak i 1991 løslod 6.222 kuwaitiske fanger gennem Røde Kors' Internationale Komité og yderligere 139 personer i 1993. Pres fra arabiske lande Saddam Husseins åbning over for såvel FN som Saudi-Arabien og Kuwait kommer efter stigende pres fra flere arabiske stater, herunder de olierige Golfstater samt Egypten og Jordan, om at lade FN's våbeninspektører rejse ind i Irak. Saddam Hussein har nægtet inspektørerne indrejse siden 1998 og har krævet en ophævelse af alle de sanktioner, FN indførte mod Irak efter invasionen af Kuwait. Den irakiske leder afslørede sine planer om at bryde dødvandet i forhandlingerne mellem Irak og FN og at reparere forholdet til Kuwait og Saudi-Arabien under weekendens drøftelser i Bagdad med generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa. Amerikansk advarsel De nye tiltag kommer også efter sidste måneds advarsel fra den amerikanske præsident, George W. Bush, om alvorlige konsekvenser for irakerne, hvis Saddam Hussein fortsat nægter at lade våbeninspektørerne rejse ind i Irak. »Irak ønsker at forhandle med alle sine brødre uden undtagelse, fordi vi alle er arabere, der tilhører én nation. Vi bør arbejde sammen i én nations ånd, ellers mister vi alt«, sagde Saddam Hussein til Amr Moussa ifølge det officielle irakiske nyhedsbureau. Krigsberedt I sidste uge lød der anderledes udfordrende toner fra Saddam Hussein, da han på 11-årsdagen for Golfkrigens begyndelse hævdede, at Irak var klar til at afvise et nyt amerikansk angreb på landet. Bush-regeringen har nægtet at fjerne Irak fra listen over mulige mål i krigen mod terrorisme. Amr Moussa fortalte journalister i Bagdad, at Saddam Hussein havde bedt ham om at »videregive et bestemt standpunkt« til både Kofi Annan og flere arabiske regeringer, men Moussa ville ikke uddybe nærmere. Både Moussa og den irakiske udenrigsminister, Naji Sabri al-Hadithi, siger, at de tror på, at Saddam Husseins forslag vil betyde, at Iraks kontakt med såvel FN som Kuwait og Saudi-Arabien vil blive genoptaget. Tyrkisk pres Også Tyrkiet søger at presse Irak. Efter sin hjemkomst fra samtaler med præsident Bush og en række højtstående amerikanske embedsmænd i Washington sagde den tyrkiske regeringschef, Bülent Ecevit, at Irak havde givet et ufuldstændigt svar på et brev fra den tyrkiske regering, der opfordrede irakerne til at lade FN's våbeninspektører rejse ind i landet. »Den irakiske regering må bøje sig for FN's beslutninger for at sikre alle en mere sikker verden. Vi har modtaget et svar på brevet, men vi mener ikke, at det er nok. Den irakiske regering kan ikke handle på en måde, der gør lande i området urolige«, sagde Ecevit.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























