Blair tyvstarter europæisk magtspil

Med en prøveballon i særdeles skrappe farver tog den britiske regering hul på en ny runde i den europæiske magtkamp. Ifølge det sædvanligvis troværdige dagblad, Financial Times, pusler Storbritannien med forslag om at oprette en superledelse i EU, der med FN's sikkerhedsråd som inspiration skal bygges op omkring de tre største lande: Tyskland, Frankrig og Storbritannien selv. Ballonen nåede ikke at flyve i ret mange timer før Tony Blairs talsmand trak den ned igen. Artiklen er ikke sand, erklærede Tony Blairs talsmand. Ikke fuldstændigt dementi Men det britiske dementi var ikke fuldstændigt. For samtidig understregede en talsmand for det britiske udenrigsministerium, at der er alvorlige problemer med ledelsen af EU, som skal løses inden udvidelsen med nye lande. »Vi tror på, at der er behov for en reform af EU's topmøder, fordi de nuværende strukturer er skabt til seks lande. Men det må bygge på lige behandling af alle lande«, forklarede en talsmand for det britiske udenrigsministerium overfor Reuters. Frygt for handlingslammelse ubegrundet Formelt set har briterne ikke noget at komme efter. Topmødet i Nice, der forfattede en traktat med en ny magtfordeling i EU, fastslog samtidig, at der nu endegyldigt er gjort klar til udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske lande. Derfor kan frygten for handlingslammelse med 27 medlemslande i princippet ikke længere bruges som undskyldning for krav om »effektivisering« på de mindre landes bekostning. Og opgaven for konventet, der i næste måned indleder debatten om en europæisk forfatning, er da heller ikke at forberede udvidelsen (endnu en gang), men derimod at bringe unionen tættere på borgerne, sikre demokratiet, den enkelte borgers rettigheder, osv. Realiteten er imidlertid, at ingen af EU-landene er tilfredse med Nice- traktaten. Og derfor kan diskussionen ikke holdes nede. Mindre lande i dilemma Billedet kompliceres af, at de mindre lande står i et regulært dilemma. Principielt kan de naturligvis ikke støtte en »effektivisering« af beslutningerne, der opnås ved, at de selv holdes ude af beslutningerne. I praksis kan der imidlertid være betydelige, realpolitiske interesser i at gøre det, påpeger en diplomat fra et af de mindre lande. Logikken er, at den politiske kamp om f.eks. fordeling af penge og niveauet for miljø- og forbrugerbeskyttelse, kommer til at stå mellem nye og gamle EU- lande, i langt højere grad end mellem store og små. Danske interesser falder f. eks. ofte sammen med de tyske, andre gange med de britiske - og meget sjældent helt ved siden af. Det samme gælder de andre nuværende EU- lande. Dertil kommer interessen i, at der rent faktisk kan træffes beslutninger. Bekymringen for, at EU's ministermøder, og især topmøderne, bliver en ubeslutsom snakkeklub på linie med Europarådet eller FNs generalforsamling, er udbredt. England som tredje-hjul Når den skæbne ikke er overgået EU, skyldes det i høj grad den fransk- tyske akse, der reelt har fungeret som motor og uformel ledelse i EUs udvikling. Blair føler helt åbenlyst, at han burde være et tredje led i den akse. Og ved at sammenligne med FN's sikkerhedsråd får han elegant mindet om briternes rolle i netop sikkerhedspolitikken, som også Frankrig og Tyskland lægger stor vægt på i øjeblikket. De seks lande, der grundlagde EU, har længe puslet med planen om en ledende kerne, der skal supplere den fransk-tyske motor. Med prøveballonen forsøger Blair at sætte en anden dagsorden, der sætter ham selv i en naturlig lederrolle.