Den amerikanske regering er splittet i spørgsmålet om, hvilken status de 158 fanger i lejren i Guantanamo skal have. Udenrigsminister Colin Powell, der er blevet stærkt kritiseret af udenlandske stats- og udenrigsministre, ønsker, at fangerne skal accepteres som krigsfanger, der er beskyttet af Genèvekonventionen. Andre i regeringen fastholder, at de er 'ulovlige krigere', der ikke er beskyttet af de regler for fanger, som er indeholdt i Genèvekonventionen. Præsident George W. Bush holdt mandag et møde i Det Nationale Sikkerhedsråd, hvor Colin Powell argumenterede for sin holdning, mens forsvarsminister Donald Rumsfeld var placeret i det modsatte ringhjørne. »Vi er enige om én ting. De vil ikke blive betragtet som krigsfanger. De er ulovlige krigere. De vil blive behandlet humant. Og så vil jeg lytte til alle de juridiske aspekter og offentliggøre min beslutning, når jeg har taget den«, sagde Bush efter mødet. Præsidentens juridiske rådgiver Alberto Gonzales har i et responsum til sin chef skrevet, at udenrigsministeren opfordrer til, at Bush omstøder sin beslutning og giver fangerne status som krigsfanger eller personer, der er omfattet af de regler, som gælder for krigsfanger. Det gælder både Taleban- og al-Qaeda-medlemmer. Bag striden ligger et regulært problem. Amerikanerne ønsker at forhøre de 158 fanger meget grundigt for at få så mange oplysninger frem som muligt om al-Qaeda og dets netværk, ikke mindst i USA, for at forhindre nye terroraktioner. Som krigsfange er man kun forpligtet til at oplyse sit navn, militære nummer, og hvilken enhed man kommer fra. Krigsfanger skal også sendes tilbage til deres hjemland, når krigen er ophørt. Forhør er mulige Men det betyder ikke, at de ikke kan forhøres og eventuelt anklages for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, påpeger Human Rights Watch (HRW) i en lang analyse af de juridiske regler. »USA kan ikke vælge at føre krig i Afghanistan med bomber, kanoner og soldater og så erklære, at krigens love ikke gælder«, siger direktøren for HRW, Kenneth Roth. »Det er specielt farligt i krigen mod terrorisme, da det er meget let at forestille sig, at 'undtagelser' kan blive brugt mod amerikanske styrker i fremtidige konflikter«, tilføjer Roth. Forsvarsminister Donald Rumsfeld har også forsøgt at argumentere for, at Talebans styrker ikke var en regulær hær, fordi Taleban ikke var anerkendt af ret mange lande som en legitim regering. Det argument skyder Roth også ned. Han noterer, at amerikanerne behandlede kinesiske soldater som krigsfanger under Koreakrigen, til trods for at USA på det tidspunkt ikke anerkendte Kina, men derimod Taiwan som den lovlige regering. Sagen om de 158 fanger blev ikke lettere i går, da den saudiarabiske indenrigsminister, prins Nayef, krævede de omkring 100, der er saudiske statsborgere, udleveret til retsforfølgelse i deres hjemland. Også Australien har krævet sin statsborger David Hicks udleveret. Amerikaner bortført Samtidig har en ukendt pakistansk gruppe af ekstremister bortført den amerikanske journalist Daniel Pearl fra Wall Street Journal, der sidst er set i Pakistans største by, Karachi, og i en e-mail meddelt, at han vil blive behandlet »inhumant - på samme måde som fangerne« i Guantànamo. Riskoen for, at lignende bortførelser af andre amerikanske borgere kan finde sted, betragtes som stor, lyder det fra de amerikanske myndigheder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























