Labour fik penge fra Enron

Det fallerede amerikanske energiselskab Enron har betalt knap en halv million kroner til det britiske regeringsparti Labour. Og Enrons topchefer fik lov til at holde syv møder med fire ministre. Kort efter ændrede regeringen sit forbud mod at bygge gasfyrede kraftværker. Seks blev sat i produktion, heraf et hos Enron. Men Enrons økonomiske bidrag har intet at gøre med regeringens holdningsskifte, siger en talsmand for premierminister Tony Blair. »Vi afviser fuldstændig, at der er foregået noget uhæderligt«, sagde Tony Blairs talsmand i går. Sagen efterlader alligevel en plet på Blair og Labourregeringens troværdighed, for mistanken står tilbage. Allerede inden Tony Blair kom til magten i 1997 gjorde han meget ud af, at regeringen ville have rene hænder. Enron er ikke den første snavsede sag. Labour har tidligere været nødt til at betale 10 mio. kr. tilbage til Formel 1-kongen Bernie Ecclestone. Efter at han havde givet sit bidrag, ændrede regeringen holdning til tobaksreklamer, der er vigtige for finansieringen af motorsportens superklasse, Formel 1. Tidligere forsvarsminister for Labour, Peter Kilfoyle, mener også, at partiet skal betale Enrons penge tilbage - selv om han ikke tror, at ministrene har gjort noget forkert: »Jeg er flov over, at Labour har modtaget penge fra de åbenbart tvivlsomme personer, der drev Enron. Det er ikke for ingenting, at sådanne selskaber betaler penge til politiske partier. De forventer at få noget til gengæld«. Enron har spillet på flere heste. Det konservative parti har også fået bidrag, omkring 300.000 kr. »Udviklingen skyldes, at New Labour er rykket væk fra fagforeningerne og blevet afhængig af penge fra store virksomheder«, konstaterer doktor Iamonn Butler, der er direktør for det liberale Adam Smith-forskningsinstitut i London. De store støtter »Partiets problem er, at det har en lille gruppe af meget store støtter. Derfor gælder det om at modtage penge fra så mange som muligt, så det er sværere at beskylde nogen for at få indflydelse. Vi ønsker ikke statsstøtte til partierne som i Danmark, for det er endnu værre. Det giver dem et sugerør i skatteydernes kasse, og partierne behøver ikke at stå til ansvar over for nogen som helst«, siger Iamonn Butler. Spørgsmålet er, om sagen er et billede på en ny korruptionskultur, hvor forretningsfolk betaler sig ind til regeringer - eller til tænketanke, der kan påvirke politikerne. For at undgå det er der brug for åbenhed, så man nøjagtig ved, hvem der betaler hvad. I det britiske parlament er der en særlig afdeling, der overvåger beskyldninger om misbrug. Og der er et register over parlamentsmedlemmers forretningsinteresser, samt hvorfra de får penge. Sidste år indførte Labourregeringen en regel om, at alle partibidrag på over 5.000 pund (60.000 kr.), skal registreres. Listen står endda på internettet. »I denne sag er det svært at sige, om Enron har fået noget for pengene. For det var en tåbelig beslutning, regeringen havde truffet om ikke at bygge gasfyrede kraftværker. Den blev oprindeligt truffet for at hjælpe kulminearbejdernes fagforeninger. Så det var bare almindelig fornuft at lave den om. Men mistanken er der«, påpeger Iamonn Butler. »Vi kalder ham stadig teflon-Tony, fordi skandalerne tilsyneladende glider af på ham. Men når varmen bliver skruet op, så bliver teflonen tyndere og tyndere«, siger Butler om Labours leder, premierminister Tony Blair.