Den israelske premierminister, Ariel Sharons plan om en fysisk adskillelse af israelere og palæstinensere vil måske inkludere minefelter og barrikader. Planen har udløst stærk intern og international kritik. Sharons plan indebærer stødpudezoner, men ingen formel grænse mellem Israel og de palæstinensisk kontrollerede områder. Det siger stabschefen i den israelske hær, general Shaul Mofaz. Han fastslår, at den israelske indtrængen på palæstinensisk territorium vil fortsætte. To dræbt fredag Fredag er en civil israeler dræbt af palæstinensere på Vestbredden, oplyser jødiske bosættere og en lokal redningstjeneste. Den 56-årige mand blev skudt i hovedet, da bevæbnede palæstinensere røvede hans bil nær flypladsen Atarot. Palæstinenser dræbt i supermarked Tidligere fredag blev der foretaget endnu et selvmordsattentat. En yngre palæstinenser forsøgte tilsyneladende at sprænge sig selv i luften ved et supermarked i den jødiske bosættelse Efrat nær Betlehem. Men sprængladningen, som manden angiveligt havde fastgjort i sit bælte, gik ikke ordentligt af, og palæstinenseren forsøgte i panikken i supermarkedet at løbe mod udgangen, da en bosætter dræbte ham med to skud. Bufferzone i løbet af få dage Den israelske hærs stabschef, Mofaz, siger, at stødpudezonerne, som Sharon omtalte torsdag aften, vil blive etableret i løbet af få dage mellem Israels grænse fra 1967 og den del af Vestbredden, som kontrolleres af israelske styrker. Formålet er at hindre militante palæstinensere i at komme fra Vestbredden ind i Israel med henblik på at gennemføre angreb. Fra Jenin til Hebron Der vil blive oprettet en kontrollinje, som måske består i minefelter og afspærringer foruden militærposter, og den vil løbe fra Jenin i nord til Hebron i syd. Planen ventes ifølge israelske medier at koste 70 millioner dollar (over 590 mio. kr.). Hård kritik Israels planer får en hård medfart fra internationale ledere. Planen skal sikre en 'sikkerhedsadskillelse for alle israelere', herunder de jødiske bosættere i palæstinensiske områder, sagde Sharon. 'Total krig skal undgås' Han erklærede samtidig, at han ikke vil slappe af, før palæstinensisk 'terrorinfrastruktur' er ødelagt. »Vi vil fortsætte med at bekæmpe terrorisme og terrorister med al vor magt og intensivere vore aktiviteter. Vi vil ikke slappe af, før terrorinfrastrukturen er opløst«, sagde han, men tilføjede, at han vil gøre alt for 'at undgå eskalering og en forværring til total krig'. 'Sharon vil ikke have fred' Den palæstinensiske topforhandler Saeb Erekat mener, at Sharon blot ønsker 'at fortsætte krig og aggression og eskalering imod vort folk og vore myndigheder og at ødelægge fredsprocessen'. »Vi og det israelske folk har brug for fred og sikkerhed, men indtil nu giver Sharon ikke israelerne fred, ro og sikkerhed«, siger han. Intern kritik Også fra jødisk hold får Sharon kritik. I de palæstinensiske områder, hvor der bor omkring 200.000 jødiske bosættere, siger flere bosættere, at de ikke tror, at forslaget om stødpudezoner vil hindre radikale palæstinenseres angreb. »Intet hegn kan hindre terrorinfrastrukturen, og ingen stødpudezone kan opløse Arafats terrorister«, siger talsmand for de højreorienterede jødiske bosætteres råd, Yehoshua Mor-Yossef, i en udtalelse. 'Rummede intet nyt' Og Yossi Sarid, leder af Israels venstreorienterede opposition, siger, at han ikke hørte noget nyt i talen. I løbet af den seneste uge er omkring 70 mennesker blevet dræbt under vold mellem israelere og palæstinensere. Vage reaktioner Mens volden er stærkt er optrappet mellem parter og nærmer sig åben krig, har den internationale reaktion været påfaldende vag. EU besluttede på et udenrigsministermøde først på ugen at undlade at påtage sig en aktiv fredsrolle lige nu. Det skyldtes ifølge den spanske udenrigsminister, Josep Piqué, pres fra USA. Spanien er formand for EU i indeværende periode.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Interview
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Omar Alkhatib
I mange år insisterede jeg på, at jeg var dansker som alle andre. Men det passer jo ikke
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
Klumme af Christian Jensen




























