En død soldats bønner blev hørt

»Kan der være rigtigt, at jeg, der er officer i en kampenhed, skal slås ihjel, før min mor kan blive israelsk statsborger«, skrev German Roshkov for nogle måneder siden i et brev til Israels ministerpræsident Ariel Sharon. Brevet var et af den 25-årige German Roshkovs mange desperate forsøg på at skaffe sin mor israelsk statsborgerskab. Moderen Ludmillas opholds- og arbejdstilladelse i Israel udløber i juli måned. Skæbnens bitre ironi gjorde i sidste uge German Roshkovs ord til profeti. Tirsdag blev han dræbt, da han ledte en ildkamp mellem sine soldater og to bevæbnede terrorister tæt ved grænsen til Libanon. Torsdag, endnu inden han var blevet begravet, fik hans mor, Ludmilla, sit israelske identitetskort. Hun er ikke blevet israeler, men har nu permanent opholdstilladelse i Israel, hvilket giver hende samme pligter og rettigheder som israelske statsborgere, med undtagelse af retten til at vælge og blive valgt til offentligt embede. En historie blandt mange German og Ludmilla Roshkovs skæbnehistorie er kun en af de mange menneskelige og retslige forviklinger, der er fulgt i kølvandet på den store immigration af russiske jøder, der begyndte med Sovjetunionens opløsning, og som stadig hvert år bringer 60-80.000 nye immigranter til Israel. Da staten Israel blev oprettet i 1948, havde verden netop set flere hundrede års europæisk antisemitisme og jødeforfølgelser kulminere med drabet på seks millioner jøder under holocaust. Derfor var det både Israels og det internationale samfunds grundlæggende ønske, at der nu skulle være ét land, hvis porte altid var åbne for jøder. Uanset om de ville komme af lyst eller af nød. Alle jøder kan komme Det unge Israel vedtog loven om 'retten til at vende tilbage', der automatisk giver enhver jøde ret til at rejse til sit jødiske fædreland og blive statsborger. I lyset af holocaust og de nazistiske racelove, der sendte enhver, der havde blot en jødisk besteforælder, til udryddelseslejre, besluttede Israel, at enhver jøde, søn/datter af en jøde eller barnebarn af en jøde skulle være berettiget til israelsk statsborgerskab. Flere generationer af sovjetiske jøder voksede i sovjetårene op i et religionsløst samfund; alligevel florerede diskriminationen imod jøder mange steder i det sovjetiske system. Uanset at også jøderne var systemtro ateister. Da Sovjetunionen gik i opløsning, vågnede religionen atter op. Både den russisk-ortodokse og de andre religioner, der var blevet undertrykt i alle årene. 'Lad mit folk rejse' De russiske jøders ønske om at immigrere til Israel, var både nationalt, religiøst og økonomisk begrundet. Og Israel, der i årevis med kampagnen 'lad mit folk rejse' havde krævet, at Sovjetunionen skulle åbne for jødisk udvandring, tog imod immigranterne med åbne arme. Antallet har siden begyndelsen af 1990'erne for længst rundet én million. Men mere end nogen tidligere immigrationsbølge har de russiske immigranter måttet sande forskellen på lovens definition af en jøde og den ortodokse jødedoms langt striksere opfattelse. Striks fortolkning Der er i Israel opstået en tradition for, at det ortodokse Shasparti i det sidste årti har siddet på indenrigsministeriet, og det er netop her, de fleste immigranters problemer begynder. I ortodoks forstand er en jøde en person, der er født af en jødisk kvinde, eller konverteret ved en ortodoks ceremoni. Men retten til at vende tilbage tager ikke hensyn til, om det jødiske tilhørsforhold er på mødrene eller fædrene side. Hertil kommer, at immigrationslovene også giver immigranter lov til at medbringe eventuelt ikkejødiske ægtefæller og dennes ældre forældre, hvis de ikke har anden familie tilbage. Omkring 90 af de godt 350 israelske ofre for intifadaen var russiske immigranter«I indenrigsministeriet har man dog hidtil nægtet at give permanente opholdstilladelser til ikkejødiske forældre, der ikke er fyldt 60 år. I stedet kan de få op til to års arbejds- og opholdstilladelse som fremmed arbejdskraft. Hovedet i busken Israel har på mange måder stukket hovedet i busken overfor problemerne af ofrene for intifadaen. Ifølge den russisksprogede israelske avis Vesti har omkring 90 af de godt 350 israelske ofre for intifadaen været russiske immigranter. Blandt dem har været både civile ofre og dræbte soldater. Pludselig måtte den israelske offentlighed sande, at flere enlige forældre, der havde mistet deres ofte eneste barn i et terrorangreb eller i militæret, dermed også havde mistet deres ret til at være i landet. I ét tilfælde blev en dræbt soldats far udvist af Israel og fik først lov til at vende tilbage, så han kunne besøge sin søns grav, efter offentligt pres på indenrigsministeriet. Det er sandsynligt, at denne sag var direkte årsag til German Roshkovs brev til Ariel Sharon. Han elskede Israel »Omkring 25 procent af de værnepligtige, der i år har begyndt deres tre år som soldater i det israelske forsvar, er russiske immigranter«, siger den tidligere israelske undervisningsminister Amnon Rubinstein fra oppositionspartiet Meretz. En stor del af dem er ifølge de ortodokse regler ikke jøder, og nogle af dem opfatter heller ikke sig selv som jøder, hvilket gør, at mange af dem helt afviser tilbud om at konvertere til jødedommen. German Roshkov kom til Israel med sin kone for syv år siden. Det var konen, der med sine jødiske bedsteforældre, var ægteparrets billet til israelsk statsborgerskab. De er siden blevet skilt. I stedet kom Germans mor Ludmilla for to år siden til Israel for at være sammen med sin søn, da han fortsatte sin militærtjeneste. »German elskede Israel og elskede sin tjeneste i hæren, han gav sit liv for Israels sikkerhed«, græd Ludmilla på russisk på sønnens grav. Hård indenrigsminister Men indenrigsminister Eli Ishay fra det ortodokse Shasparti lader sig ikke røre af de menneskelige tragedier, hans ministeriums politik medfører. For nylig fastslog han, at der er »tusindvis af mennesker, der er villige til at tjene i fremmedlegion her, bare for at få lov til at bo i Israel«. En bemærkning der medførte ikke så få løftede øjenbryn helt op blandt de højestplacerede israelske generaler. I det israelske forsvar har man aldrig spurgt om en soldats religion.