Sammensværgelsen mod Clinton

Hillary Clinton havde alligevel ret. Det virkede ellers som en desperat, ydmyget kvindes ultimative fornægtelse af virkeligheden, da hun i 1998, hvor Monica Lewinsky-sagen kørte på de allerhøjeste nagler, offentligt begyndte at tale om, at det hele var en stor højreorienteret sammensværgelse rettet mod hende og hendes mand. Komikere og kommentatorer fra nær og fjern fik mange gode grin og one-liners ud af Hillarys paranoide beskyldninger og konspirationsteorier. Men i dag, godt et år efter hun byttede det Hvide Hus ud med Senatet, er det alligevel hende, der ler sidst. Konen havde nemlig ret. Der var en sammensværgelse rettet mod præsident Clinton. Dens medlemmer skyede ingen midler i forsøget på at knuse ham. Og det var den ekstreme højrefløj, der stod bag. Det er essensen af afsløringerne i journalisten og forfatteren David Brocks nye bog 'Blinded by the Right - The Conscience of an Ex-Conservative', der udkom i USA sidste måned, og som endegyldigt løfter sløret for sammensværgelsen mod Bill Clinton. Og som en af bannerførerne i angrebet på Clinton ved Brock, hvad han taler om. Slaget om Anita Hill David Brocks personlige flirt med det yderste højre begyndte tilbage i 1991 i forbindelse med præsident Bush seniors beslutning om at udnævne Clarence Thomas til højesteretsdommer. Valget af den ærkekonservative Thomas til landets højeste domstol var en krigserklæring over for demokraterne, der derfor jublede, da en kvinde ved navn Anita Hill, som tidligere havde arbejdet for Thomas, kort efter trådte frem og beskyldte ham for sexchikane mod stort set alle sine kvindelige medarbejdere, inklusive hende selv. Med de beskyldninger var den brutale kamp om godkendelsen af Thomas i gang. Demokraterne og den venstreorienterede lobby støttede Hill, republikanerne samlede sig bag Thomas og pressede efter en ualmindelig ubehagelig og personlig debat hans dommerkandidatur igennem. 'The Real Anita Hill' Men dermed var sagaen om Anita Hill og Clarence Thomas ikke slut. Et par år senere udgav David Brock bogen 'The Real Anita Hill', hvor han både tilsyneladende troværdigt og elegant stemplede hende som 'a little bit nutty and a little bit slutty' (lidt skør og lidt for glad for mænd, red.). At Brock stort set kun havde talt med hendes fjender, var der ikke nogen, der bemærkede dengang. Anmelderne var imponerede, bogen blev en bestseller og gjorde med et slag ikke bare David Brock til en velhavende mand, men også til en oplagt rekrut for den yderste højrefløj. Hadet til Clinton I mellemtiden havde Bush senior som bekendt tabt valget til en ret ukendt guvernør med et blakket personligt ry og det yderste højre i USA dermed fundet deres store mission: at knuse opkomlingen fra Arkansas. Koste hvad det ville. »Fra det øjeblik han blev valgt, betragtede højrefløjen Clinton som en opkomling og en svindler og viede al deres energi til at forhindre ham i at være præsident«. Sådan indledte Brock for nylig en artikel om sin bog i den britiske avis The Guardian. Og det varede ikke længe, før Brock selv var med i front. Allerede under valgkampen blev Brock kontaktet af Peter Smith, en konservativ rigmand, der tilbød ham 5.000 dollar for at undersøge et rygte om, at Clinton var far til en sort luders uægte barn. Historien viste sig hurtigt at være falsk, men dermed var forbindelsen mellem Brock og den gruppe højreradikale rigmænd, der bekrigede Clinton etableret. Smædekampagne Ud over Peter Smith bestod gruppens kerne af milliardæren Richard Mellon Scaife og Sun Myung Moon, manden bag Moon-bevægelsen og den ultrakonservative avis Washington Times. Tilsammen donerede de i løbet af de næste otte år snesevis af millioner dollar til en smædekampagne mod Clinton, der i brutalitet og omfang overgik alt, USA hidtil havde oplevet, og som mange i dag betragter som noget nær en forfatningsmæssig krise. Som New York Times' kommentatoren Paul Krugman skrev i en klumme tidligere på ugen, så »mens George Soros brugte løs af sine penge for at fremme demokratiet i udlandet, brugte Scaife løs for at underminere det derhjemme«. Troopergate Nogle måneder efter valget vendte Peter Smith tilbage til Brock med endnu en mulig Clinton-skandale. Ifølge Smith var en gruppe tidligere betjente fra Arkansas villige til offentligt at fortælle, at de havde hjulpet Clinton med at finde kvinder til sex, og Brock var frisk på at skrive historien. Alle betjentene havde ganske vist fået godt 50.000 kroner for at fortælle historien, og to af dem trak det efterfølgende tilbage, men den slags detaljer bekymrede ikke Brock dengang. I december 1993 offentliggjorde han skandalen i det konservative magasin 'American Spectator'. I artiklen nævnes en kvinde ved navn 'Paula', som Clinton efter sigende skulle have haft sex med på et hotelværelse i Little Rock, og med den afsløring var det første skridt i retning af rigsretssagen mod Clinton taget. Hykleri og statskup Som Brock forklarer i sin bog, troede ikke engang gruppen af Clinton-hadere på Paula Jones' historie om sexchikane (i Brocks egen artikel omtaler betjentene det da også som frivillig sex), men det var ligegyldigt. Målet var at få Clinton ned med nakken, og hvis man gennem Paula Jones kunne narre ham til at lyve i retten, var sagen bøf. Hykleriet blandt den stadig stigende gruppe af republikanere, der op gennem 1990'erne hoppede med på vognen antog, var til tider helt grotesk. Moralsk korstog Formanden for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich, der var det moralske korstogs offentlige ansigt, havde selv en ung elskerinde. Det samme gjaldt hans kolleger Henry Hyde, Bob Livingstone, og - for at det ikke skal være løgn - bagmanden Richard Mellon Scaife. Og David Brock selv var skabsbøsse. Men ikke desto mindre lykkedes det kyniske plot næsten. Clinton kom faretruende langt fra sandheden i retten, der blev rejst rigsretssag mod ham, og hele hans anden embedsperiode var stort set opslugt af juridiske kampe. Alt sammen på trods af den uafhængige anklager tidligere i år - efter at have brugt mere end otte år og en halv milliard kroner - droppede alle anklager mod Clinton og hans kone. Tilbage står kun skandalen. Hvordan det lykkedes en lille gruppe rige ekstremister at sabotere det amerikanske politiske system gennem næsten et årti, lamme regeringen og næsten afsætte en præsident alene ved at kaste mudder forekommer i dag nærmest uvirkeligt. Netop derfor er Brocks bog vigtig.