Højrebølge skyller hen over Europa

Siden lokalvalget i provinsbyen Dreux vest for Paris i 1984 har den franske Nationalfront og dens leder, Jean-Marie Le Pen, spillet en vigtig rolle i Frankrig, og siden har det yderste højre regelmæssigt været i stand til at samle op mod 15 procent af stemmerne. Lige fra starten har partiets vælgerbasis været en blanding af arbejdere, arbejdsløse og mindre næringsdrivende, og første omgang af præsidentvalget søndag viste, at partiet har bidt sig fast i disse grupper. Valget viste også, at det yderste højre ikke er den døgnflue, mange har forsøgt at afvise det med. Det er ikke kun tilfældet i Frankrig. I en stribe vesteuropæiske lande er det yderste højre slået igennem med sine politiske temaer, der er en blanding af venstrefløjens sociale budskaber og højrefløjens traditionelle værdier som familien, fædrelandet og den nationale identitet. »Overalt ser vi den samme vælgermasse slutte op bag disse partier, og kendsgerningen er, at de især gør indhug i det socialdemokratiske vælgerkorps. Men også de traditionelle borgerlige partier mister stemmer til dem«, konstaterer William Pfaff, udenrigspolitisk kommentator ved dagbladet International Herald Tribune og ekspert i europæisk nationalisme, som han har skrevet flere bøger om. Globalisering Bag valgresultatet i Frankrig ligger en række specifikke franske forhold: et nedslidt politisk system, et absurd valgsystem, hvor for eksempel Nationalfronten trods mellem 10 og 15 procent af vælgerne højst får indvalgt to eller tre repræsentanter i Nationalforsamlingen, og tilstedeværelsen af ikke mindre end tre trotskistiske kandidater - hvilket var underholdende ved 1970'ernes valg til studenterråd, men dybt useriøst til et præsidentvalg i en af verdens mægtigste stater i 2002. Hovedårsagen til det yderste højres fremgang er globaliseringen, og hvorledes mærker almindelige mennesker globaliseringen: først og fremmest ved indvandringen, konstaterer den politiske kommentator Jonathan Freedland fra det britiske dagblad The Guardian. »Mennesker er bange for globaliseringen og hilser enhver profet - uanset hvor falsk han er - velkommen, hvis han kan fortælle dem, hvordan vi kan holde verden gående«. Socialdemokraterne og venstrefløjen har ikke villet indrømme, at denne frygt eksisterer blandt deres egne vælgere. De har trøstet sig med, at deres vælgere ikke havde andre steder at gå hen. Men det har deres vælgere fundet i Danmark, Frankrig, Østrig, Flandern og Holland, og ved parlamentsvalget i Storbritannien sidste år blev de hjemme. Så længe socialdemokraterne ikke finder et politisk svar på denne frygt, går det galt, mener Jonathan Freedland. På kort sigt handler det om at genskabe statens autoritet, ikke mindst over for de indvandrere, som har overtaget kontrollen med hele bydele, og som mere eller mindre ustraffet driver narkohandel, stjæler biler eller hele lagre af mobiltelefoner. Der skal gribes effektivt ind over for indvandrerkriminaliteten, som nu også har bredt sig til skolernes mindre klasser, mener den franske kommentator Jacques Julliard, som ingen kan mistænke for sympatier for højrefløjen. Sløve partier I det hele taget skyldes det yderste højres succes i Europa i høj grad, at de traditionelle partier har givet op overfor indvandringen, mener William Pfaff. Mange steder har man velmenende nok udstyret indvandrere og flygtninge med overførselsindkomster, som har gjort det mindre tiltrækkende at søge arbejde, og dermed har de europæiske integrationsmaskiner ikke længere været i stand til at fungere. Men den er også gal med partierne. De er blevet til store, uideologiske valgmaskiner, der ikke længere taler om værdier eller sætter klare mål, mener både Pfaff, Julliard og Freedland. Jagten på centrumstemmerne og de vælgere, der klarer sig godt økonomisk og socialt, får dem til at glemme de fortsat store dele af befolkningen, der overalt i Europa må leve af overførselsindkomster, og for hvem globaliseringen ikke har været den vidunderlige chance, som mange socialdemokrater har udråbt den til. Mange europæere oplever globaliseringen i form af en brølende maskine, der på få uger kan ødelægge virksomheder, smadre arbejdspladser og lokale kulturer, det har taget over 100 år at bygge op, og meget få steder har socialdemokraterne reageret, mener Jonathan Freedland. EU's fejl Denne buldrende kapitalisme har mange steder et ansigt og et navn, nemlig EU. Et andet gennemgående tema for det yderste højre i EU-landene er kampen mod EU, der overalt fremstilles som et bureaukratisk monster uden sjæl, befolket af et jetset af bureaukrater. En meningsmåling offentliggjort af EU-kommissionen sidste uge viser, at kun 50 procent af franskmændene går ind for EU, og et flertal er imod udvidelsen. Frygten for ny konkurrence fra fremmede lønmodtagere spiller en rolle samt følelsen af, at EU bliver endnu mere uoverskuelig end i dag, lyder flere analytikeres fortolkning af denne analyse. Det svarer nøjagtigt til budskaberne fra det yderste højre, fra Frankrig til Danmark: EU er eliternes projekt, mens lønmodtagerne er tabere. Selv om holdnigen kan betvivles, eksisterer den, og derfor er det partiernes opgave at forklare vælgerne, hvordan det reelt hænger sammen. Men EU er ingen vindersag noget sted i Europa, og politikerne er ikke rede til at tale begejstret og offensivt for EU. Typisk nok var den nu slagne franske premierminister Lionel Jospin fire år ved magten, før han udformede en EU- politik og visioner for EU's fremtid, og på den måde får EU's modstandere frit spil, mener den franske politiske kommentator, Dominique Moisi. Trods nationale forskelle er det yderste højres budskab det samme i de fleste europæiske lande. Men dets - relative - succes hænger også sammen med, at de traditionelle partier ikke i tilstrækkelig grad reagerer på de signaler, vælgerne sender. Før det sker, risikerer vi flere ubehagelige overraskelser i Europa, konkluderer William Pfaff.