Milosevic krydsforhørte sin gamle fange

Slobodan Milosevic lænede sig hen over bordet. Klar til at krydsforhøre sin hovedmodstander under konflikten i Kosova gennem 1990'erne. En utrolig situation. Selv om den tidligere jugoslaviske præsident er anklaget for krigsforbrydelser, fik han i går mulighed for at krydsforhøre Kosovas præsident Ibrahim Rugova. Men i modsætning til sidste gang, de mødtes - 4. maj 1999 - kunne Rugova nu svare frit. Dengang var den albanske forfatter og præsident fange hos Milosevic. Nu sad han som Kosovas folkevalgte præsident i vidneskranken ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag for at fortælle om Milosevic' gerninger i perioden 1990-99. Alligevel havde Slobodan Milosevic en umiddelbar fordel. Han kunne stille spørgsmålene, fordi han fører sit eget forsvar. Slagsmål om ord Et slagsmål på ord begyndte. Hovedsagelig om krigen i Kosova i foråret 1999, da NATO-styrker angreb Jugoslavien, mens serbiske styrker fordrev 800.000 albanere i Kosova og begik adskillige massakrer. »Hr. Rugova, blev De personlig sammen med albanerne brugt af stormagterne?«, begyndte Milosevic. »Vi blev ikke brugt«, svarede Rugova og tilføjede, at Vesten greb ind »for at redde albanerne fra massakrer, som De var ansvarlig for«. »De siger, at NATO kom for at redde det albanske folk. Kom NATO også for at beskytte serberne?«, fortsatte Milosevic uanfægtet. Rugova replicerede: »NATO kom for at forsvare alle, men albanerne var selvfølgelig den største gruppe. Og det er det samme, som de fredsbevarende styrker gør i dag«. Milosevic begyndte at opremse antallet af flygtede og dræbte serbere, efter at NATO-tropperne rykkede ind i Kosova i juni 1999. Men han nåede ikke langt. Retsformand Richard May greb ind og gjorde det klart, at han ikke ønskede politiske taler, og at Milosevic skulle holde sig til perioden 1990-99. Det fik Milosevic længere frem i sædet. Han begyndte at råbe og sagde, at han ville klage over retsformanden. »Det er ikke nødvendigt at råbe«, brød Richard May ind. Under protest Milosevic kiggede opfordrende på den forsamlede verdenspresse bag det skudsikre glas, der adskiller tilhørerne fra retssalen. Han ville tydeligvis ikke have ødelagt sit planlagte show for offentligheden. Under protest fortsatte Milosevic sit krydsforhør af Rugova med det formål at miskreditere den tidligere albanske oprørshær UCK. Også selv om Ibrahim Rugova aldrig havde været med i UCK, men tværtimod havde arbejdet for Kosovas uafhængighed ved hjælp af fredelige midler via sit parti LDK. Men det holdt ikke Milosevic tilbage: »Er det korrekt, at UCK-soldaterne var kriminelle, og at de blev finansieret af udlandet, især af den tyske efterretningstjeneste?«. »Nej«, svarede Rugova. »Er det korrekt, at UCK var en terroristorganisation?«, fremturede Milosevic. »Nej, det var ikke en terroristorganisation«, replicerede Rugova. Oplæsning Milosevic tog sine briller på, slog over i engelsk og begyndte at læse en artikel fra Wall Street Journal, der karakteriserede UCK som en organisation fyldt med smuglere og fascister. Og han spurgte Rugova, om det var korrekt. »Nej, det er avisrygter«, svarede Kosovas præsident. Milosevic fortsatte med at læse op fra artikler i amerikanske aviser, der fremhævede, at UCK deltog i heroinhandel for at finansiere den væbnede kamp mod serberne. »Sandt eller ej?«, spurgte han og fik endnu en gang et nej fra Rugova, der understregede, at »albanerne altid er blevet beskyldt for at være med i denne herointrafik, men det deltog UCK ikke i«. Retsformand May greb igen ind, men Milosevic fastholdt, at han ønskede, at »offentligheden skal kende sandheden«. Men Richard May stoppede diskussionen med at sige, at »der ikke er behov for at holde tale«. Og Ibrahim Rugova fik den sidste kommentar til beskyldningerne: »Folk støttede UCK for at forsvare sig selv og deres familier«. Alligevel havde Milosevic nået at tydeliggøre sin enkle pointe om, at hans styrker bekæmpede albanske terrorister, der var støttet af Vesten. Som sædvanlig forholdt han sig ikke til anklagerne om serbiske massakrer og fordrivelse af albanere, som han selv er anklaget for. Et forløb Forinden var Ibrahim Rugova blevet udspurgt af anklager Geoffrey Nice, og Kosovas præsident havde gennemgået udviklingen i provinsen gennem 1990'erne. Lige fra dannelsen af Rugovas parti LDK og hans første uafhængige valg til provinsens præsident i 1992 til den stadig større serbiske undertrykkelse. En repression, der førte til, at mange albanere greb til våben og dannede oprørshæren UCK. Og han fortalte om sine møder i den periode med Milosevic i Beograd. Især da situationen blev alvorlig i 1998. I maj det år var Rugova i spidsen for en albansk delegation. »Situationen var alarmerende, så vi var nødt til at gøre noget«, forklarede Rugova i retten. Mødet med Milosevic varede dengang en time, og Rugova forklarede, at kosovaalbanernes mål var selvstændighed, og han udtrykte bekymring for den serbiske vold og undertrykkelse. »Men Milosevic svarede kun, at staten måtte reagere på albanske terrorister«, forklarede Rugova. Da han rejste fra Beograd, blev delegationen stoppet af politiet og bedt om at vise identitetspapirer. I husarrest »Da vi kom ind i Kosova, var der fyldt med tanks, soldater og selv paramilitære. Og Beograd besluttede at tilbageholde lastbiler med fødevarer til Kosova. Det blev hele tiden værre«. Da NATO efter forgæves forhandlinger mellem parterne begyndte at bombe Jugoslavien i slutningen af marts 1999, blev Rugova holdt i husarrest i Pristina af den serbiske sikkerhedstjeneste. Og Rugova fastholdt i retten, at de forskellige fælles udtalelser mellem ham og Milosevic, som de serbiske medier offentliggjorde under krigen, var blevet til under tvang. »Det skete ikke med min frie vilje. Jeg blev tvunget til det«, forklarede Rugova, der blev nægtet udrejse, indtil serberne satte ham og hans familie på et fly til Italien 5. maj 1999. I slutningen af juli samme år vendte Rugova tilbage til Kosova, og i marts i år blev han valgt som præsident af provinsens nyvalgte parlament.