Russisk heltemor til 12 børn

Ægteparret Malygin, økonom Galina Petrovna og oberst i politiet Jurij Ivanovitj, kalder deres børn »livets blomster« og med 12 af dem har de en sand buket. Galina fortæller i deres lejlighed på 12. etage i udkanten af Moskva, hvor der kun høres småpludren og ingen gråd, at de ikke havde planlagt så mange. »Det skete bare. De to blev til tre, så til fire og sådan blev det ved«, ler hun fornøjet, og mange i den renskurede og velklædte børneflok griner med. Galina mener, at lysten til stadig flere børn »måske tidligere havde en vis sammenhæng med et trist liv omkring os«. Nadja på 12 år siger til spørgsmålet, hvordan det er at være en af så mange: »Min veninde Nina siger, at selv om hun kun har tre søskende, så er deres forældre tit meget trætte af dem. Det er vores vist nok aldrig af os«. »En hel deling tilsmilede os«, siger far Jurij, mens den mindste på et halvt år storgrinende kastes fra favn til favn. Statsmedalje I sovjettiden ville Galina efter det tiende barn have fået en statsmedalje som Heltemor, som omkring en halv million kvinder fik dengang. Medaljen og tilhørende privilegier ønsker mange politikere genindført som middel til at bremse det store fald i befolkningstallet og i flere regioner opretholdes lokale varianter af Heltemor-systemet. Putin hyldest Staten hædrer også nu kvinder med mange børn, som betegnelsen heltemødre stadig bruges om, som da præsident Putin på kvindedagen 8. marts modtog to kvinder med tilsammen 18 børn i Kreml og hyldede dem for ikke at have fulgt den aktuelle tendens i russiske familier til kun at få et enkelt barn. Og en orden kan de særligt børnerige stadig få, Hædersordenen, som blev indført i 1994 for særlig indsats for samfundet. Galina er indstillet til den og kaldes »eksemplarisk heltemor« af kommunen og pressen. Hvor mange børnerige kvinder, som har fået Hædersordenen, vil Kremls afdeling for officielle ordener ikke besvare telefonisk. Det kræver begrundet skriftlig anmodning. Tre uger efter Politikens anmodning er svaret »endnu ikke klar«. To medbragte børn Galina bragte to børn ind i ægteskabet. Efter hendes første mands død regnede hun med en fremtid som enemor. »For hvem ville have en kvinde med to børn og være far for dem«. Det ville Jurij »frygtelig gerne«, som han siger genert. Og nu arbejder de medbragte børn, 19-årige Lena og 21-årige Aleksej, på politistationen, hvor han er inspektør. »Det har hjulpet enormt på vores økonomi, at to nu arbejder«, siger Galina. Sønnen hjælper økonomisk Den største, Aleksej, er mekaniker og tjener med omkring 2.500 kr. om måneden dobbelt så meget som faderen. Aleksej har ingen planer om at flytte hjemmefra. »Her er trangt, men brug for min hjælp og jeg kan ikke undvære flokken«, siger han. Efter det femte barn holdt Galina op med at arbejde som økonom i transportsektoren. Dengang boede de i et enkelt værelse i en lejlighed med flere familier, en såkaldt kommunalni. Det sjette og syvende barn kom også til i værelset på 18 kvadratmeter. Fem værelser til 14 Om aftenen blev sofa og lænestole trukket ud til senge og madrasser halet frem, fortæller parret som om det var en ren fornøjelse. For otte år siden flyttede familien ind her i skoven af triste betonblokke i forstadskvarteret Mitino. Nu har de en stue og fire soveværelser. »Her er militær disciplin om morgenen. Først skal vi arbejdende til i badeværelset, bagefter de fem skolebørn«, fortæller Jurij. Ingen af de små går i børnehave. »De lærer mere af hinanden og af mig«, siger Galina, der selv er begyndt at gå til tysk, »for alle børnene skal lære sprog og så må jeg jo også«. Spiser i to hold Måltiderne afvikles i to hold i køkkenet, der er for småt til at rumme alle. Ti af børnene får sig dog klemt ind, mens de tysser på hinanden, da Galina fortsætter sin familiefortælling i køkkenet. Hun tøver med at svare på, hvorfor parret nu har standset børneproduktionen. Aktiv formand »13 børn er et tvivlsomt antal«, så når vi ikke kan hoppe over det, »må det være nok«. Denne distriktets største familie hjælpes af Komiteen til beskyttelse af familier med mange børn. »Den har en meget aktiv formand med otte børn«, siger Galina. Den statslige hjælp er på under 20 kroner per barn under 16 år om måneden. Men Moskvas kommuner giver mere samt fri transport, gratis ferier, lejetøj og medicin til de mindste. »Vi tigger ikke om noget, men klarer det helst selv. Vi har jo fået flokken for vores egen skyld, ikke for statens, selv om vi må siges at have overopfyldt planen«, siger Galina med henvisning til sovjettidens planøkonomi. Klarer sig selv Det med at klare sig selv synes at være en grundholdning her på 12. etage. »Mange påstår, at det var bedre i sovjettiden, men så har de simpelthen fortrængt, hvordan det var. Det bedste ved de nye tider er ikke det materielle for sådan nogle som os, men individets frihed og det forhold, at stadig flere russere tager ansvar for sig selv«, siger Jurij. Det skal gå hånd i hånd med hensyn til hinanden, ifølge Galina. »Jeg er glad for, at vore børn klarer sig fagligt fint i skolen, men lige så glad for, at deres lærere kalder dem meget sociale«, siger hun. Fem af børnene viser nu, at de også har lært at tage hensyn til hinanden. De har stillet sig pænt i række for at komme til ved hjemmets eneste computer. Svært at mærke fremskridt Galina siger, at hun har svært ved at se, om Putin eller andre politikere kan takkes for »de mærkbare fremskridt« i Rusland. »Men trods den fortsat store politiske usikkerhed er russerne blevet mere modne og kræver ikke længere, at staten skal sørge for det hele. Folk er ved at finde vej ud af den falske kollektivitet. Og vi bruger gudskelov ikke længere timevis om dagen i butikskøer«. Trods det store kollektiv er det også individet, der står i centrum i familien. »Nogle af børnene går til sang, andre til musik og tegning, en enkelt til skak, som han viser store evner for. Vi går i hold til alle de gratis koncerter, festivals og udstillinger, som vi kan, og meget på biblioteket«, siger Galina. Og Jurijs kolleger »er flinke til« at hjælpe med at transportere flokken rundt »i stationens store bil«. Galina har svært ved at svare på spørgsmål om de største problemer med at have så mange børn. »Tja, det kan vel ikke kaldes et problem, men vi har fødselsdage hele tiden. Vi slår dem aldrig sammen, for børnene skal i et og alt behandles som individer«.