Det Danske Center for Menneskerettigheder har de seneste år haft en unik adgang til at påvirke islamiske dommere i det nordlige Nigeria, hvor domstole har mødt international fordømmelse for dødsdomme ved stening og afhugning af tyves hænder. 600 nigerianske dommere har siden 1998 lært om menneskerettigheder på kurser arrangeret af organisationen Civil Liberties Organisation (CLO). Kurserne har været betalt med penge fra Danida, formidlet af Det danske Center for Menneskerettigheder, som også har udsendt konsulenter til kurserne. Stop for penge CLO har i år måttet droppe kurserne, fordi pengene fra Danmark er udeblevet. Det Danske Center for Menneskerettigheder brugte omkring årsskiftet kræfterne på at sikre sin egen overlevelse under regeringens barbering af bistanden. Centeret var derfor ikke i stand til at love penge til programmet. Mange nigerianske dommere er uvidende om de konventioner om menneskerettigheder, der ikke indgår i jurastudiets pensum. Der er internt i Nigeria voldsom uenighed om, hvad der er tilladeligt. I det islamiske nord følger stadig flere dommere streng islamisk sharialovgivning, mens deres kolleger mod syd er rystet over straffe som stening og amputering. »De danskstøttede kurser var en sjælden mulighed for dommerne fra nord for at møde menneskerettighedsorganisationer og kolleger fra syd«, siger Olawale Fapohunda, der var med til at starte kurserne for CLO. I dag rådgiver han som selvstændig konsulent blandt andre Nigerias parlament i menneskerettigheder. Ingen påstår, at kurserne i sig selv ville afværge nogen af dødsdommene eller amputeringerne. Som det vil fremgå af en artikel i dagens udgave af PS er man oppe mod en islamisk oprustning med rødder i politik og regional magtkamp. Påvirkning »Men jeg tror på, at mange af de shariadommere, der har deltaget, tænker anderledes og kan påvirkes til andre afgørelser. Ikke alle muslimer, der tror på at praktisere sharia i dens strengeste form«, siger Mary Omoye Okosun, der sidste år koordinerede dommerkurserne hos CLO. På Det Danske Center for Menneskerettigheder forklarer souschef Birgit Lindsnæs, at det nigerianske program røg ud som led i en stram prioritering af ressourcerne, da først centerets overlevelse var sikret. »Det er naturligvis ærgerligt. Men vi arbejder nu på at komme tilbage med et bredere program for EU-penge. Det vil fokusere på problemstillinger omkring dødsstraf og henvende sig til dommere og forsvarsadvokater«, siger Birgit Lindsnæs. PS side 6 og 7 .
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























