Imamer til Europa

De imamer, som leder fredagsbønnerne i de tyrkiske moskeer i Danmark og andre europæiske lande, er for en stor dels vedkommende udsendt og betalt af den tyrkiske stat. De modtager deres fredagsprædikener og andre instrukser fra Direktoratet for Religiøse Anliggender, Diyanet, i den tyrkiske hovedstad Ankara, ganske som tilfældet er for imamerne ved moskeerne i Tyrkiet. Rådgivere bliver sendt ud Direktoratet, der hører under den tyrkiske ministerpræsidents kontor, udsender også rådgivere i religiøse spørgsmål til de tyrkiske ambassader i de lande, hvor der er større indvandrergrupper af tyrkisk herkomst. Hvis deres slægtninge ønsker det, finansierer Diyanet via forskellige fonde desuden transport til og begravelse i Tyrkiet af tyrkere, der dør i udlandet. Med denne politik håber Tyrkiet at holde de tyrkiske samfund i Europa væk fra radikale, fundamentalistiske strømninger i islam. Må beskyttes »Der er flere tyrkiske såkaldte islamiske grupper, som er fundamentalister. Dem kæmper vi imod her i Tyrkiet, og vi føler, at vi også må beskytte de tyrkiske samfund i udlandet mod dem«, siger den tyrkiske minister Sükrü S. Gürel, der blandt andet har ansvaret for kontakten til de tyrkiske samfund i Europa. Han mener derfor, at det vil være »skadeligt« at overlade den religiøse uddannelse i eksilsamfundene til private grupper. »Der er enkelte unge dansk-tyrkere, som med støtte fra saudiarabiske fonde har været sendt til et såkaldt universitet i Egypten. Visse myndigheder i Danmark har desværre godkendt nogle af disse imamer (14 islamiske trossamfund i Danmark er godkendt af Kirkeministeriet til at foretage vielser, red.)«, siger Sükrü S. Gürel. Stærke begrænsninger i Tyrkiet Islam i Tyrkiet er kontrolleret af staten, og der er stærke begrænsninger af andre trosretningers virke. De første udsendelser af imamer fra Tyrkiet skete på opfordring af de tyrkiske samfund i Europa i begyndelsen af 1980'erne. 'Må udfylde deres religiøse forpligtelser' »De tyrkiske samfund i udlandet må opfylde deres religiøse forpligtelser. De har tyrkiske skikke, og derfor er det bedst, at vi udsender tyrkiske imamer i stedet for, at vi får imamer fra private organisationer eller måske fra andre lande«, forklarer lederen af Diyanet, teologen Mehmet Nuri Yilmaz. Omstridt I dag er det en mere omstridt politik. Kritikerne mener, at de udsendte imamer modvirker integration, fordi de ved for lidt om de samfund, de fungerer i, og typisk har mere konservative normer. Det afviser både Gürel og Yilmaz, som forklarer, at imamerne før deres udstationering får et sprogkursus på 16 måneder og et 45-dages kursus om det land, de skal arbejde i. 'Ingen god idé' »Det er ikke en god idé at sende imamer til Europa. De har kroppen i Europa, men hjerte og sjæl i Anatolien. Deres konservative holdninger forårsager nogle problemer. Det bedste ville være imamer uddannet i Europa. Det næstbedste ville være imamer, der er vokset op i Europa, men som så bliver uddannet i Tyrkiet«, siger Cemal Usak fra Journalisternes og Skribenternes Fond. Det er en organisation af troende muslimer, der bl.a. beskæftiger sig med samarbejde mellem de forskellige religioner, og som er kritisk over for den stærke statskontrol med religionen, som karakteriserer Tyrkiets særlige udgave af en sekulær stat. »Mentalitet er lige så vigtig som nationalitet og religion. Hvis man er vokset op i Europa, kender man europæernes følelser og måde at tænke på. Jeg har selv boet i både Tyskland og Storbritannien, men kun få måneder ad gangen. Og det er ikke nok«, siger Cemal Usak. 'Betinget af bevarelsen af identiteten' Diaynet udsendte i 1993 en rapport om sit arbejde i udlandet. Den taler om udlandstyrkernes »sande identitet« og fastslår, at deres tilpasning til de samfund, de lever i, er »betinget af, at de bevarer deres nationale og religiøse identitet«. Journalisten og kommentatoren Rusen Cakir, der er en Tyrkiets ledende eksperter i muslimske grupperinger, ser udsendelsen af imamer som et led i landets forsøg på at kontrollere de tyrkiske samfund i Europa. Integration »Tyrkiet ser indvandrerne som en slags agenter for Tyrkiet og ønsker egentlig ikke integration«, siger han. Men det er efter hans opfattelse langtfra den eneste hindring for succesfuld integration i Europa. »Jeg er ikke optimistisk, når det gælder muslimerne i Europa, især ikke efter 11. september. Sameksistens mellem kulturer er vanskelig, meget vanskelig, og de europæiske lande prøver at forcere integration«, siger Rusen Cakir. Tyrkiske myndigheder principielt enige De tyrkiske myndigheder erklærer sig principielt enige i, at det vil være bedre, hvis de tyrkiske samfund i Europa har imamer, der er vokset op i Europa. Men de vil i givet fald helst selv stå for uddannelsen, hvad enten det bliver i Europa eller Tyrkiet. Her har Diyanet imidlertid dårlige erfaringer: En imamuddannelse i Tyrkiet for unge hollandsk-tyrkere måtte lukke efter et par år, »fordi de studerende ikke ønskede at fortsætte deres studier på vores betingelser«, som lederen af Diyanet, Mehmet Nuri Yilmaz, udtrykker det. 'Kap de økonomiske bånd' En af landets fremtrædende politiske kommentatorer, Fehmi Koru fra avisen Yeni Safak, mener, at imamernes tilknytning til de tyrkiske samfund i Europa som minimum må styrkes ved, at de økonomiske bånd til Tyrkiet kappes. »Det ville være langt bedre med lokale imamer. De kunne studere her i Tyrkiet, men skulle betales af de lokale tyrkiske samfund i Europa. Desværre har de tyrkiske immigranter ikke tradition for at lade deres børn studere. Derfor får de imamer fra Tyrkiet, men det skaber problemer, for de bor i demokratiske samfund og har ikke lyst til at få fortalt, hvad de skal mene«, siger han.