FN-rapport: Arabisk glidebane

Statisk vækst i de arabiske lande samt regimernes magtbegær fører til ringere udvikling og uddannelsesmuligheder. Reformer er løsningen, konkluderer ny FN-rapport. »Denne rapport skal fungere som et opråb til de arabiske landes beslutningstagere. Den skal skabe en chokeffekt. Den skal få lederne til at overveje, hvad det er for et samfund, de har opbygget, når de ikke engang kan fastholde deres unge. Hvis lederne ikke bekymrer sig over dette, er der simpelthen intet håb for den arabiske region«. De 22 arabiske lande, som FN's Udviklingsprogram UNDP har undersøgt i rapporten 'Arab Human Development Report', får hårde ord med på vejen af Zahir Jamal, der er ansvarlig for rapporten - den første af sin slags. Rapporten afspejler landenes udvikling eller mangel på samme. For ifølge rapporten er der i regionen et underskud i det enkelte menneskes frihedsgrad, en tilsidesættelse af kvinders rettigheder samt en manglende kvalitet og udnyttelse af viden. Forhold, der får 51 procent af alle unge arabere til at ville forlade deres hjemlande. Manglende frihed »Grunden til, at de unge arabere ikke vil blive, er fraværet af frihed i alle dets tænkelige afskygninger. Friheden til uddannelse, frihed til at vælge job, frihed til at tænke og sige, hvad man vil - friheder, der er tæt forbundet til den økonomiske fremtid for regionen«, siger Zahir Jamal. Og det er en økonomi, hvis vækst har været statisk næsten lige siden 1960. Produktiviteten i de 22 lande, rapporten omfatter, er faldet med 0,2 procent i 30 år, hvilket har resulteret i, at produktiviteten per indbygger er halvdelen af, hvad sydkoreanerne eksempelvis producerer. Det samlede bruttonationalprodukt i de arabiske lande er mindre end et mellemstort europæisk land som Spaniens. Olie »De rigeste arabiske lande har olie som den primære indtægtskilde. Men fortjenesten på olien bliver desværre ikke altid investeret på en produktiv måde. Den bliver ofte investeret i fysiske størrelser, hvilket ikke bidrager til en øget produktivitet«, siger Zahir Jamal. Han slår fast, at den ringe produktivitet har betydet, at det samlede indkomstniveau i de arabiske lande er det laveste i verden bortset fra landene i det sydlige Afrika. Lektor på Mellemøststudier ved Syddansk Universitetscenter Lars Erslev Andersen mener, at de arabiske landes statiske vækst i højere grad skyldes de politiske regimer samt manglende kompetence. Inkompetence »De mennesker, der styrer økonomien, er ofte ikke de mest kompetente, men har fået deres poster af regimet. Desuden er der en udbredt korruption samt overforbrug af midler til for eksempel militær«, siger Lars Erslev Andersen, som mener, at denne inkompetence går ud over forsknings- og uddannelsesniveauet i de arabiske lande. »Landene køber i høj grad ekspertise og viden fra udlandet. Der er ingen prestige i at have forskningsinstitutioner. Golflandene har for eksempel de mest avancerede hospitaler og udstyr i verden, men de, der betjener dette udstyr, er enten uddannet i udlandet eller udlændinge«, siger Lars Erslev Andersen. Den arabiske region bruger kun 10 procent af de omkostninger, som de industrialiserede lande bruger til uddannelse. Kun 1,2 procent af araberne ejer en pc, og kun halvdelen af dem har adgang til internet. Investeringerne i forskning og udvikling er mindre end en syvendedel af verdensgennemsnittet, og 10 millioner børn går ikke i skole, mens 65 millioner mennesker er analfabeter. Reformer »Mange af landene har en enorm magtkoncentration, som jo er monopoliseret. Den højeste prioritet for disse regimer er at opretholde magten. En af omkostningerne er manglende reformer af forældede skolesystemer og politiske systemer«, siger Lars Erslev Andersen. Og det er netop politiske reformer, som skal skabe en bedre økonomi samt uddannelses- og jobmuligheder for fremtidige generationer i den arabiske region, anbefaler rapporten. Reformer, der skal stimulere den politiske deltagelse, som er den laveste i verden. Reformer, der skal styrke menneskerettigheder, som skal få kvinder ind på arbejdsmarkedet. Og reformer, der skal øge uddannelses- og jobmulighederne for de unge, så de forbliver i deres hjemlande. »De arabiske samfund skriger i den grad på nødvendigheden af politiske reformer. Det er også i Vestens interesse. For det første kommer der jo et enormt pres på Europas ydre grænser. For det andet skaber disse regimer samfund, som på grund af skuffelse over manglende muligheder og en udsigtsløs fremtid skaber en katastrofe som 11. september«.