Cypern kan vælte EU-udvidelsen

Liden ø kan vælte et stort læs, siger - med en let omskrivning - et gammelt nordisk fyndord. Øen, der er tale om, er Cypern i det østlige Middelhav. I 1974 besatte tyrkisk militær en tredjedel af øen. Den besatte del blev senere erklæret for en selvstændig republik, som dog kun anerkendes af Tyrkiet. De øvrige to tredjedele af Cypern er en græsk-cypriotisk republik, som søger optagelse i EU. Republikken er et af de ansøgerlande, der bedst opfylder EU's optagelsesbetingelser. Ikke desto mindre kan optagelse af Cypern i EU udløse en krise, som vil kunne forhindre eller forsinke optagelsen ikke blot af Cypern, men af alle 10 kandidatlande. Beslutningen om optagelse ventes truffet ved EU's topmøde i København i december, som markerer højdepunktet af det danske EU-formandskab. Tyrkiet modsætter sig optagelse af Cypern i EU, så længe øens interne konflikt ikke er løst. Ankara kræver, at der bliver oprettet en slags konføderation, der i princippet anerkender tilstedeværelsen af to republikker på øen. De fællesanliggender, der skal administreres af konføderationen, er meget begrænsede og angår først og fremmest forholdet til udlandet. Forhandlingerne mellem den græsk-cypriotiske og den tyrkisk-cypriotiske præsident blev genoptaget efter nytår. De mødes et par gange om ugen, men der er indtil videre ikke sluppet oplysninger ud, som tyder på, at parterne nærmer sig et kompromis. DEN GRÆSK-cypriotiske regering er internationalt anerkendt som hele øens regering og ønsker ikke at acceptere en løsning, der indirekte anerkender tyrkernes nationale rettigheder. I grækernes øjne er tyrkerne et mindretal, som skal sikres et mindretals rettigheder via forfatningen. Tyrkerne har ingen tillid til det græske flertal og afviser at blive behandlet som et mindretal. De ønsker sidestilling og vetoret inden for rammerne af en konføderation. Hvis EU optager Cypern, inden der er opnået en lokal løsning, truer Tyrkiet med at annektere den tyrkisk-cypriotiske del af øen, hvilket vil ødelægge Tyrkiets egne EU-perspektiver. Hvis EU vælger at udskyde optagelsen af Cypern, er der ingen udsigt til, at det græske parlament vil ratificere optagelsen af de øvrige ni kandidatlande, og dermed vil EU blive kastet ud i en dyb krise. TYRKIET bruger sin indflydelse på den tyrkisk-cypriotiske leder, Denktash, som løftestang for sine bestræbelser på at opnå en dato fra EU, for Tyrkiet har også søgt om optagelse i EU og ønsker nu, at EU fastsætter en dato i en ikke for fjern fremtid, for hvornår forhandlingerne kan begynde. Cypern er de tyrkiske generalers anliggende. Ikke at problemet ikke optager brede kredse i befolkningen, men generalernes afgørelse vil blive respekteret. Den oprindelige begrundelse for Tyrkiets invasion af Cypern i 1974 var nationale forsvarsinteresser. Men den militærteknologiske udvikling har indhentet dette argument. Hvis generalerne giver præsident Rauf Denktash ordre til at indgå et kompromis med den græsk-cypriotiske præsident, Glafkos Clerides, vil han parere ordre, mener mange iagttagere i Ankara. Problemet er, at kun én magt har vægtig indflydelse på de tyrkiske generaler, og det er USA, hvor de alle er uddannet. USA er desuden deres vigtigste leverandør af moderne militært udstyr. Der er tale om en slags gensidig afhængighed. Generalerne er pro-amerikanske, og USA's ledere erkender, at generalernes støtte er forudsætning for, at Tyrkiets civile politikere vil overvinde deres ulyst og acceptere, at USA bruger baser i Tyrkiet under det tilstundende opgør med Saddam Husseins Irak. USA KUNNE således bidrage til at løse den cypriotiske knude. Men USA kræver en pris af EU for at bruge sin indflydelse i Ankara til at fremme en ordning på Cypern. Det store flertal af tyrkiske cyprioter ønsker en ordning, fordi EU-medlemskabet i høj grad vil komme dem til gode. Prisen er, at EU opfylder Tyrkiets ønske om en dato for indledning af optagelsesforhandlinger. Der er ikke lyse udsigter for, at de lokale forhandlinger mellem Cyperns to præsidenter vil føre til et positivt resultat inden årets udgang. Ej heller til, at EU beslutter sig for at give Ankara den ønskede dato. Kun få EU-landes ledende politikere kan indse, at et sekulært, demokratisk Tyrkiet vil være et aktiv for Europa frem for et Tyrkiet, der vil føle sig som en udstødt, og som derfor vælger at vende den vestlige verden ryggen. På kort sigt vil Tyrkiet blive en byrde for EU, men set i et fremtidsperspektiv bliver det et aktiv. Grækenland støtter tanken om Tyrkiets optagelse i EU på lang sigt. Dels fordi det vil betyde afspænding i det traditionelt problematiske forhold mellem de to nabostater, og dels fordi selve medlemskabet i EU vil fremskynde den økonomiske og demokratiske udvikling i Tyrkiet. Udsigterne til valg i Tyrkiet indgår ikke i denne klumme, fordi det endnu er usikkert, hvornår valget kommer, og fordi et valg kan frembringe et uoverskueligt resultat. Cypern-problematikken er broget nok i forvejen, så hvis udenrigsminister Per Stig Møller (K) i sin egenskab af EU-formand kan knække den cypriotiske nød inden nytår, bør han indstilles til en nobelpris.