Reportage: Marokkos muslimske dilemma

I et land, der bryster sig af sin tilknytning til islam, er muslimske aktivisters popularitet en kilde til bekymring. Det var tydeligt ved fredagens valg. Casablanca, lidt over middag. Den store Hassan II-moské - opkaldt efter den tidligere konge, der døde i 1999 - ligger som et fort, der er skudt ud i havet. På 20 meter høje stenmure, der skærmer det mod Atlanterhavets brænding. Det smukke grøn-hvide kompleks er byens vartegn og en af landets store stoltheder. Indtrykket af et fort forstærkes af, at der i dagens anledning - dels det første parlamentsvalg i fem år, dels den traditionelle fredagsbøn - er udkommanderet ekstra politi til at stå rundt omkring moskéen. Arbejdsløshed Det er styret magtpåliggende, at de religiøse kræfter i landet holdes inddæmmet, så Marokko ikke risikerer den type uro, der hærger nabolandet Algeriet. Men alt ånder fred, mens tusindvis af marokkanere defilerer forbi opdækningen. Uden for moskéen venter Sidi og Moniam på, at det bliver tid til fredagens eftermiddagsbøn. De har alligevel ikke andet at lave. Unge, rodløse mænd som så mange andre i dette land, der år efter år bliver lovet økonomisk opsving af deres politiske ledere, men som aldrig ser det. Den ene er arbejdsløs fisker. Den anden er arbejdsløs frisør. Begge har tænkt sig at stemme. Den ene på PJD, det eneste islamistiske parti, der stiller op til valget. Den anden på Istiqlal, et nationalistisk parti med et religiøst anstrøg. Men ingen af dem tror, at det i virkeligheden nytter. »Der er ikke ægte demokrati i Marokko. Politikerne gør, som de vil«, siger Moniam på 29 år opgivende, mens 30-årige Sidi nikker. De har trods alt valgt at gå ned og stemme på dem, de har mindst mistillid til. Det er ikke atypisk, at det er de mest muslimske partier. Nøglepartier Især PJD er et af valgets nøglepartier. For systemet har gjort en del for at lægge hindringer i vejen for de islamistiske bevægelser. Den største, Retfærdighed og Barmhjertighed, er blevet udelukket fra valget. PJD har ikke kunnet finde kandidater i alle distrikter, og det kan begrænse den forventede valgsucces. Partiet ventes dog at gå markant frem, muligvis så meget, at det fordobler sit mandattal. Før valget havde PJD 14 ud af 325 pladser. Islamisternes resultat er en af de ting, der interesserer vestlige iagttagere mest. Selve regeringsmagten ventes ikke at ændre ved så meget i landet. Med 26 partier - et rekordstort antal - vil der alligevel blive bygget så brede koalitioner, at deres politik næppe bliver radikal. Og islamisterne ventes ikke at komme i regering. »Der er en vis nervøsitet over for de islamistiske partier«, siger Nadia Salah, der er chefredaktør for avisen L'Economiste. »Men den er nok mindre, end den var under kong Mohammeds forgænger, kong Hassan«. Algeriet Men islamisternes stemmetal kan indikere, hvilken vej marokkanerne går i spørgsmålet om islam og demokrati. Da de algeriske vælgere i 1991 gav valgsejren til et islamistisk parti, aflyste militæret valget i et de facto statskup. Det udløste en blodig borgerkrig, der siden har kostet mellem 100.000 og 150.000 mennesker livet. Ingen af delene er Marokko interesseret i. Ikke en islamistisk regering, for det vil gå direkte imod kong Mohammed VI's vestvendte kurs. Og ikke en borgerkrig, for det vil ramme et land, der i forvejen har det hårdt. Mere end fem millioner af de 30 millioner marokkanere lever for under en dollar (7,50 krone) om dagen. Arbejdsløsheden er omkring 20-25 procent. Derfor er valget langtfra at være helt frit. Det islamistiske parti Retfærdighed og Barmhjertighed har kritiseret det for at være ligegyldigt. Selvom det er hyldet som det mest frie nogensinde, besidder kongen fortsat megen magt direkte og udpeger bl.a. nøgleministrene selv. .