Irak: USA frygter at våbeninspektørerne ikke finder noget

Lyt til artiklen

Iraks vicepremierminister, Tariq Aziz, afviser, at FN's våbeninspektørers tilbagevenden til Irak ledsages af en ny FN-resolution. Aziz siger, at USA udemærket er klar over, at de ikke vil finde nogen ulovlige våben i landet. Meldingen kommer dagen efter, at både USA og Storbritannien har sagt, at landene vil blokere for den aftale, chefen for FN's våbeninspektører i Wien har indgået med en irakisk delegation om en tilbagevenden til Irak. 'Et amerikansk påskud' Tariq Aziz siger, at amerikanerne burde være glade, men at USA i stedet udnytter påstanden om, at Irak har masseødelæggelsesvåben til at forfølge en 'agressiv dagsorden'. »Jeg har altid sagt, at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben er et påskud for at retfærdiggøre en agression, der ikke kan retfærdiggøres. USA er utilfreds lige nu, fordi de ved, at når inspektørerne kommer til Irak, vil de fortælle hele verden, at Irak ikke har nogen masseødelæggelsesvåben«, siger Aziz. USA blokerer USA's udenrigsminister Colin Powell har gjort det klart, at en aftale mellem irakerne og FN-folkene i Wien ikke vil blive accepteret. USA's regering ønsker et 'systemskifte' i Irak og presser hårdt på for at få gennemført en resolution, der direkte nævner truslen om et militært angreb. USA ønsker ikke, at våbeninspektørerne vender tilbage til Irak, før den resolution er på plads. Irak: Ny resolution ikke nødvendig Omvendt, siger Iraks vicepremierminister, vil Irak ikke acceptere en ny resolution. »Det amerikanske forslag (til en ny resolution) er uacceptabelt, ikke blot set fra Iraks side, men også fra Sikkerhedsrådets synspunkt, fordi der ikke er behov for nogen ny resolution. Sikkerhedsrådets gældende resolutioner er nok til, at våbeninspektørerne kan arbejde, som de vil«, siger Tariq Aziz. 'Vil give USA kamp' Aziz, der onsdag er på besøg i Tyrkiet, siger til tyrkisk tv, at irakerne vil forsvare sig effektivt, hvis amerikanerne angriber. »Hvis amerikanerne angriber Irak, vil vi kæmpe effektivt imod. Selvfølgelig vil vi lide tab af materiel og menneskeliv, men til slut vil de (amerikanerne) opgive deres forehavende«, siger Tariq Aziz. Vicepremierministeren forsikrer på tyrkisk tv, at Irak ikke vil gå til modangreb i andre lande, hvis USA angriber. »Vi vil ikke gøre gengæld mod nogen i regionen bortset fra de amerikanske aggresorer«, siger Aziz. USA vil blive 'trodsig' hvis inspektørne vender tilbage USA og Storbritannien har ingen mulighed for at forhindre, at FN's våbeninspektører vender tilbage til Irak på det 'gamle' mandat fra 1998. Men iagttagere siger, at det ikke giver den store mening, at inspektørerne arbejder efter 1998-mandatet, hvis Sikkerhedsrådet ikke vil stille sig tilfreds med den løsning. En højtstående embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium siger ifølge BBC, at USA vil komme i et 'trodsigt humør', hvis FN's våbeninspektører senere på måneden begynder arbejdet i Irak uden nye instrukser fra Sikkerhedsrådet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her