Små EU-lande under pres

Magtbalancen i EU er ved at ændre sig afgørende. Tendensen går i retning af en styrkelse af de store lande. Frankrig, Storbritannien, Spanien og Italien arbejder aktivt for, at de 15 medlemslande i fremtiden udnævner en formand eller præsident for Det Europæiske Råd, og at denne præsident i fremtiden skal dele magten med formanden for EU-kommissionen. Magtfordeling på menuen Denne udvikling har for alvor taget fart de seneste uger. Torsdag aften var dette tema - sammen med and med friske figner - en af retterne på menuen, da forbundskansler Gerhard Schröder spiste middag med EU-kommissionens formand, Romano Prodi, i Bruxelles. Gerhard Schröder gjorde det under middagen klart, at Tyskland støtter ideen om en styrkelse af EU's ministerråd, selv om han diplomatisk tilføjede, at det ikke må ske på EU-kommissionens bekostning. Magt med basis medlemsstater Så følsomme er ledere som Storbritanniens Tony Blair, Spaniens José Maria Aznar, Frankrigs Jacques Chirac og Italiens Silvio Berlusconi ikke. De har alle inden for de seneste måneder talt varmt for en ny magtfordeling i EU, hvor den politiske dynamik først og fremmest skal komme fra folkevalgte regeringer med basis i medlemsstaterne og ikke den overnationale EU-kommission. Nyt EU på vej Den diskussion er lige så gammel som EU selv, men den er nu ved at nå en konklusion. Det bliver sandsynligvis den tidligere franske præsident og nuværende formand for EU-konventet, Valery Giscard d'Estaing, der som den første kommer til at sætte ord på, og der er lagt op til radikale forandringer af samarbejdet. »Der bliver tale om et nyt EU«, vurderede den danske regerings repræsentant, tidligere udenrigs-, finansminister og EU-kommissær, Henning Christophersen forrige uge efter et møde i konventet. »Vi vil kun med stort besvær kunne genkende det«, sagde han om det eksisterende EU og nævnte også som en mulighed, at EU-landenes stats- og regeringschefer vil vælge en formand, der i en periode på op til fem år skal lede og koordinere den del af arbejdet i EU, som ligger på regeringernes og medlemslandenes bord. Europæisk præsident Det er netop et af hovedelementerne i de tanker, lederne af de store EU-lande og Giscard d'Estaing har fremført. I interview med dagbladene Le Monde og Financial Times i de seneste dage har han udtalt sig til fordel for ideen om at styrke Det Europæiske Råd gennem valget af en formand, der gradvis skal fremstå som en form for 'europæisk præsident'. Forslag skudt ned Giscard d'Estaing har især været hurtig til at skyde de forslag ned, som giver EU-kommissionen indflydelse på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der kan heller ikke blive tale om at udvide dens kompetence, hvad angår den økonomiske politik, hvor de 12 eurolande selv klarer koordinationen udmærket, mener Giscard d'Estaing, der som fransk præsident opfandt Det Europæiske Råd sammen med den daværende tyske forbundskansler, Helmut Schmidt. Derimod ser han gerne en udvidet rolle for kommissionen i flygtninge- og asylpolitik. Men kun på visse områder, som skal defineres nøje og forhandles på plads. For også her er der tale om følsomme spørgsmål, hvor medlemslandene selv ønsker kontrol og indflydelse, erkender Giscard. Over for Le Monde tilføjer han, at reformer af EU nødvendigvis må blive en blanding af fornyelse og pragmatisme. EU's ansigt En af de meget synlige og umiddelbare konsekvenser bliver, at de roterende EU-formandskaber forsvinder. I stedet skal den nye EU-formand tilrettelægge og koordinere arbejdet i ministerrådet. Det samme ønsker Storbritannien, som det fremgår af en artikel af udenrigsminister Jack Straw i det nyeste nummer af nyhedsmagasinet The Economist. »Det Europæiske Råd (altså topmøderne, red.) bør sætte den strategiske dagsorden for unionen. Men et af problemerne med at gennemføre beslutningerne har været, at i modsætning til Kommissionen, der er udpeget for fem år ad gangen, skiftes der på stolene i Det Europæiske Råd og Ministerrådet hver sjette måned«, skriver han med henvisning til, at EU skifter formandskab hvert halve år. »Det sker på bekostning af sammenhæng og effektivitet«, tilføjer han. En sidegevinst ved en sådan reform vil være, at EU får et tydeligere ansigt udadtil, mener Straw. Blair på vej Det ansigt kan blive Jack Straws egen chef, premierminister Tony Blair. Tidspunktet for gennemførelsen af den foreslåede reform, 2005, falder sammen med tidspunktet for nyvalg i Storbritannien, og efter to perioder som premierminister vil det være en flot videreførelse af karrieren, hvis Tony Blair får den nye post. Den spanske regeringschef, José Maria Aznar, der ikke genopstiller ved næste valg, går med lignende tanker og begge har de nødvendige kvalifikationer. De foreløbige reaktioner fra en række mindre lande er negative. »Ideen går stik imod princippet om lighed i EU«, lyder det fra den østrigske udenrigsminister, Benita Ferrero-Waldner. Mens Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, advarer mod udnævnelsen af en formand for ministerrådet, der kommer til at modtage instrukser fra de store. Små lande som formidlere Jean-Claude Juncker, der trods Luxembourgs beskedne størrelse har en stor gennemslagskraft i EU, har ved tidligere lejligheder advaret højlydt mod tendensen til, at de store EU-lande reelt udgør et direktion i EU, der træffer beslutninger i de store sager. Andre peger derimod på, at de store ofte har svært ved at blive enige. »Virkeligheden er, at de små lande ofte optræder som formidlere og som dem, der foreslår løsninger«, siger en belgisk EU-diplomat til Politiken.