Sydafrikas militante hvide racister er vågnet efter otte års døs. Det siger landets præsident Thabo Mbeki, der efter ti bombeeksplosioner onsdag nat og formiddag beskyldte højrefløjen for at have startet »en terrorkampagne«. En dræbt og to sårede En blev dræbt og to såret, da ni bomber blev sprængt i de sorte townships i Soweto uden for Johannesburg, og en sidste gik af uden for Pretoria. »Regeringen har i nogen tid haft informationer, der antyder, at højrefløjen planlægger en kampagne af denne type for at destabilisere landet og skabe et politisk klima, der ville gøre dem i stand til at fjerne regeringen og indsætte en anden«, sagde Mbeki. Han opfordrede befolkningen til ikke at lade sig splitte. Men ved at udpege højrefløjen som ansvarlig allerede få timer efter eksplosionerne - og før nogen var anholdt - bevægede præsidenten sig selv snublende tæt på at bidrage til racespændinger. Umiddelbart pegede meget i retning af højrefløjen. Soweto er det største sorte boligområde i Sydafrika. Og bomber mod en moske og et buddhistisk tempel ville også give mening for de ofte fanatiske kristne på den hvide højrefløj. Sabotage »Det passer alt sammen ind i billedet af hvid sabotage«, siger Martin Schonteich, seniorforsker ved Instituttet for Sikkerhedsstudier i Pretoria. Sydafrikas hvide højrefløj førte sig før det første demokratiske valg i 1994 frem med khakiuniformer, uforsonlig tale og et noget ynkeligt forsøg på at besætte et hjørne af landet i protest mod udsigten til sort flertalsstyre. Selve valgdagen blev markeret med en bombe mod Johannesburgs lufthavn som kulminationen på en terrorkampagne, der havde visse fællestræk med onsdagens aktion. Også i 1994 var der tale om relativt små bomber, der var ganske ude af stand til at skabe almen panik. Kupplaner Efter valget blev der meget stille på højrefløjen, indtil 17 hvide mænd tidligere på året blev anholdt for angiveligt at tumle med planer om et statskup. Men Martin Schonteich tvivler på, at ret mange utilfredse hvide er villige til at slås for deres ofte bombastiske synspunkter, endsige komme i nærheden af Mbekis påstande om et truende statskup. »Det ville overraske mig, hvis der er mere end et par håndfulde«, siger han. Det er umuligt helt at afskrive muligheden for, at bomberne kan være plantet af folk, der bevidst var ude efter at give højrefløjen skylden. Landets tidligere, hvide regering havde en lang tradition for den slags beskidte propagandatricks, og deres modstandere i det nuværende regeringsparti ANC var ganske lærenemme. Martin Schonteich har hørt den teori luftet af flere lokale journalister. »Men selve antallet af bomber ville gøre det svært. Jo flere bomber, jo flere mennesker skal du involvere, og jo vanskeligere er det at slippe afsted med den slags sammensværgelser«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























