EU-kommissionen er blevet træt af at sidde med hænderne i skødet og se på, at de olieproducerende lande fastsætter prisen på olien, der har enorm betydning for væksten og arbejdsløsheden i Europa. Og med udsigt til krig i Irak kan de europæiske ledere endnu engang se frem til, at prisen stiger, hvilket vil forværre den økonomiske afmatning i Europa og føre til øget arbejdsløshed. Derfor foreslår EU-kommissionen, at de 15 EU-lande skal investere milliarder i at øge deres olielagre. Samtidig skal kommissionen selv udstyres med hidtil usete magtbeføjelser over medlemslandenes olielagre. De skal bruges til at træffe beslutninger om at pumpe olie ud på markedet i tilfælde af en krise, og dermed skal EU selv kunne være med til at styre prisen på olie. »Når prisen på olie går i vejret har det stor indflydelse på Europas økonomi og den sociale velfærd. Vi skal have en bedre kontrol og større reserver, så vi kan gribe ind«, siger Gilles Gantelet, der er talsmand for EU's energi- og transportkommissær. Milliardregning For de danske forbrugere vil forslaget betyde en ekstraregning på 1,3 milliarder kroner, fordi olielagrene herhjemme ifølge forslaget skal øges med 46 procent. Alle EU's medlemslande skal have lagre, der svarer til 90 dages forbrug, og det skal i 2007 øges til lagre, der svarer til 120 dages forbrug. I dag er til 84 dages forbrug på de danske lagre. Desuden vil det koste yderligere 15 millioner kroner årligt at vedligeholde lagrene, skønner Oliebranchens Fællesrepræsentation (OFR), der kritiserer kommissionens forslag. »Det niveau, vi har og har haft længe, er passende for de forskellige realistiske scenarier, man kan forestille sig, og vi er slet ikke enige i, at lagrene skal bruges til prisspekulation«, siger OFR's direktør, Per Thorkildsen. Han tvivler stærkt på, at forslaget, hvis det vedtages, overhovedet vil have nogen effekt. »Det er en meget dyr måde at forsøge at regulere markedet på, og der er ingen historiske erfaringer for, at man med held har kunne styre prisen«, siger Per Thorkildsen. Frygt for uro i Mellemøsten Han mener, at EU i stedet bør holde fast i det eksisterende samarbejde i Det Internationale Energi Agentur (IEA), hvor også USA og Japan er medlemmer. Men EU-kommissionen mener, at det er nødvendigt med nye våben for at sikre olien til rimelige priser. »Det er vigtigt at have dette våben, så vi har mulighed for at gribe ind, og vi tror, at hvis nogen har magten til at gøre det, vil det være EU«, siger Gilles Gantalet. Bag hele manøvren lurer EU's frygt for på længere sigt at blive endnu mere afhængig af olie fra det uroplagede Mellemøsten. En opgørelse i World Energy Outlook fra Det Internationale Energi Agentur anslår, at EU´'s behov for at importere olie vil stige fra 70 procent af forbruget i dag til 90 procent i 2030. Skeptiske lande Flere EU-lande er dog skeptiske overfor forslaget, blandt andet fordi at en del af magten over olielagrene skal overføres til EU-kommissionen. Den danske regering har dog ikke taget stilling til sagen endnu, da forslaget stadig forhandles i en arbejdsgruppe, inden det skal forelægges EU's ministre. Det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























