Folkemordere på fri fod i Rwanda

Det er varmt, det er støvet, og de omkring 200 mænd bliver bevogtet af rødklædte vagter med maskinpistoler. Men stemningen blandt fangerne foran centralfængslet i Rwandas hovedstad Kigali er for anden dag i træk helt i top. Efter op til otte år i et helvedeslignende fængsel, hvor folk bor i træbokse på størrelse med en stor flyttekasse, privatliv er utænkeligt og kvinder en længst glemt drøm, er mændene nemlig på vej mod friheden. De er blandt de omkring 20.000 anklagede for folkemordet i 1994, som Rwandas regeringen overraskende har besluttet at løslade. Præsident Paul Kagame offentliggjorde beslutningen i sin nytårstale, og i denne uge går det for alvor løs. Syge og gamle allerede løsladt Tidligere er mindre grupper af syge og gamle blevet løsladt, men det er først i denne uge, turen er kommet til de store grupper af fanger, der har tilstået eller kun er anklaget for meget beskedne forbrydelser. Ifølge lederen af Rwandas justitsministerium, Hannington Tayebwa, forventer regeringen at løslade omkring 20.000 fanger i denne uge, og senere vil yderligere tusinder følge trop. Ikke benådning Løsladelsen er ikke en decideret benådning. Fangerne skal stadig møde op, når deres sag kommer for retten. Men at dømme efter stemningen foran centralfængslet denne fredag er det ikke noget, fangerne tager så tungt, formentlig med god grund. Langt de fleste løsladte har nemlig allerede afsonet over halvdelen af den maksimale straf og vil derfor kun kunne dømmes til samfundstjeneste. Helt fri er fangerne dog ikke endnu. Før de kan vende hjem til deres familier, skal de to måneder i en tvungen 'solidaritetslejr'. Der vil de blive undervist i Rwandas historie og lære mere om, hvordan forskellige etniske grupper kan leve sammen uden hugge hinanden i småstykker. Det er det, som de står og venter på. En gruppe er allerede ved at blive læsset på en lastvogn, andre er heldigere og får lov at vente på en bus. Der vil deres koner, børn og mødre, der i stort tal og højt humør venter ude foran porten, i det mindste kunne få et glimt af dem, før de suser af sted til lejren. Valgflæsk frem for retfærdighed Efter at Rwanda i årevis er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for deres elendige behandling af fangerne og den fuldkomne mangel på retssikkerned, kunne man tro, at de ville klappe i hænderne af begejstring over løsladelserne. Men nej, ifølge mange af dem er løsladelserne en klar uretfærdighed. »Reelt er det en amnesti. Langt de fleste af dem, der bliver løsladt, vil kun få samfundstjeneste og kan dermed tage direkte hjem og genoptage deres liv. Lige ved siden af deres ofre. Som stadig ikke har fået nogen erstatning for, hvad der skete, og nu skal finde sig i at se deres bødler hygge sig med familien. Er det retfærdighed?«« spørger Klaas de Jonge, forskningsleder for Penal Reform International, en ngo, der arbejder for at forbedre fangernes rettigheder og forhold. Fristet til at tilstå Et andet problem er ifølge ham, at uskyldige vil blive fristet til at tilstå for at slippe ud. »Hvorfor skulle en uskyldig blive siddende i et frygteligt fængsel og holde fast i sin uskyld, når vedkommende kan komme ud til sin familie ved at sige: 'o.k., det var mig'?«. Et synspunkt, som lederen af menneskerettighedsorganisationen African Watchs kontor i Rwanda, Elizabeth Onyango, er meget enig i. Hun frygter også, at løsladelsen vil skade retsopgøret, fordi ofre og vidner vil være mere tilbageholdende, når gerningsmændene er på fri fod. For hende er det endnu et tegn på, at regeringen - der primært består af tutsier fra Uganda, som ikke selv oplevede folkemordet - ikke er særligt interesseret i at fremme hverken retsopgøret eller de overlevendes rettigheder. Denne vurdering deler journalisten Karisa McDowell, der arbejder på Rwandas eneste uafhængige avis, Umuseso. For ham er begrundelsen for den pludselige masseløsladelse enkel og kynisk. »Senere i år er der for første gang siden folkedrabet valg i Rwanda, og præsident Kagame vil gerne beholde sit job. Og der er flere stemmer i morderne og deres familier end i de overlevende ofre. Så enkelt er det«.