Uenigheden i NATO om støtte til Tyrkiet, der sent søndag aften endte med et kompromis, vil trække lange spor og på længere sigt rejse spørgsmålet, om alliancen har nogen berettigelse i verden, som den ser ud i dag, mener professor i international politik Ole Wæver. »Det er tankevækkende, at det tog så lang tid at nå frem til et kompromis, der har ligget der hele tiden«, siger Ole Wæver. »Man har været igennem dag efter dag med smertefulde møder, hvor den gode vilje grundlæggende har været meget lille. Det har slidt på organisationens politiske tyngde. Under tidligere kriser som bombekrigen i Kosova blev det et mål i sig selv at redde alliancen. Men her har man ikke gjort sig umage. Tværtimod optrappede man spydighederne«, mener han. Trækker vejret lettet I NATO trækker diplomaterne vejret lettet. Det blev understreget, at NATO lever op til sin traktat, og at man skal afstå fra at true militært eller anvende militær magt i strid med FN's formål. »Vi er meget glade for, at det lykkedes os at overbevise vore allierede om berettigelsen af vore krav«, sagde den belgiske udenrigsminister Guy Verhofstadt mandag i en kommentar til belgiske medier. Belgien står foran et valg, hvilket flere udlægger som grunden til den belgiske modstand. Nu kan NATO's militærkomité så gå i gang med at planlægge at sende overvågningsfly, patriotmissiler og eksperter i kemisk og biologisk krigsførelse til Tyrkiet. »Det, vi har set, smager af, at USA vil hijacke NATO til brug i et angreb på en tredje part. Det er ude i grænseområdet af, hvad alliancen skal og kan bruges til. Hvis USA fortsætter med at optræde så bredbenet, så ender NATO med at blive et auditorium for amerikanske foredrag og ikke et forum for seriøse meningsudvekslinger«, siger Klaus Carsten Petersen, direktør for Udenrigspolitisk Selskab. For tidligt at begrave alliancen Han mener dog, at det er for tidligt at begrave alliancen: »Det vil være ufatteligt dumt at lade NATO forsvinde. Det er en billig organisation. Den har stadig sin berettigelse. Den er et tryghedens forum, ikke mindst for de nye medlemmer fra Øst- og Centraleuropa«. En diplomat i NATO, der deltog i søndagens møde, havde denne vurdering: »Der blev skabt et kompromis, fordi det var nødvendigt. Men der er stadig åbne sår, når man skal vurdere forholdet mellem USA og de fleste europæiske medlemslande. Ikke mindst har den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld skabt voldsom vrede med sine udtalelser om 'det gamle Europa' og med bemærkningen om, at Europas tyngdepunkt er flyttet mod øst. Omvendt har den tyske og belgiske modstand været for meget præget af kortsigtede indenrigspolitiske hensyn«, lød denne vurdering.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























